Engell om lækket lydoptagelse: Meget værre end Tibet-sagen

Det er virkelig en skandale, siger politisk kommentator Hans Engell, om en lækket lydoptagelse, hvor departementschef instruerer i mørklæggelse

Den politiske kommentator Hans Engell mener udtalelserne fra departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet er en skandale. - Afsløringen i dag mener jeg er grænseoverskridende, fordi vi taler om, at Sophus Garfiel går ind og underviser i, hvordan aktindsigt håndteres på en måde, så der ikke kommer indsigt, siger kommentatoren. Foto: Jakob Boserup
Den politiske kommentator Hans Engell mener udtalelserne fra departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet er en skandale. - Afsløringen i dag mener jeg er grænseoverskridende, fordi vi taler om, at Sophus Garfiel går ind og underviser i, hvordan aktindsigt håndteres på en måde, så der ikke kommer indsigt, siger kommentatoren. Foto: Jakob Boserup

Det er en kæmpe skandale, der er under opsejling i embedsværket, hvis man spørger Hans Engell.

Så store bogstaver taler Ekstra Bladets politiske kommentator med om en lækket lydoptagelse til Politiken. I optagelsen fremgår det, at en top-departementschef instruerer sine embedsmænd i at mørklægge arbejdet.

- Det er virkelig en skandale. Vi taler om en af Slotsholmens mest centrale topembedsmænd, som faktisk sidder og underviser i, hvordan man kan begå lovbrud og komme uden om de regler, der er omkring offentlighed.

Undgå offentlighed
Hvis embedsmænd ønsker, at oplysninger ikke skal frem i offentligheden, så er der råd for det. Det er budskabet i lydoptagelsen, hvor departementschefen i Økonomi- og Indenrigsministeriet, Sophus Garfiel, taler til 50-100 embedsmænd.

- Hvis I er meget optaget af, at der ikke skal være offentlighed i noget, jamen, så må vi tilrettelægge vores arbejde på en måde, så der ikke er offentlighed i det, siger departementschefen i optagelsen på et morgenmøde i Økonomi- og Indenrigsministeriet 16. april.

Værre end Tibet-kommissionen
Hans Engell sammenligner lydoptagelsens indhold med Tibet-kommissionen, og kalder dagens afsløring 'meget værre'.

Tibet-kommissionen, der havde til formål at afdække en ulovlig ordre, som betød, at politiet krænkede fredelige demonstranters ytringsfrihed. Demonstranterne blev forhindret i at vise tibetanske flag, da den kinesiske præsident Hu Jintao besøgte København i 2012.

Kommissionen afviste i december sidste år, at der kan placeres et ansvar hos ministre eller embedsmænd i centraladministrationen. Ej heller hos Københavns Politi eller PET. Oveni har den øverste ledelse i politiet fået slettet deres mailkonti, inden kommissionen blev sat til at undersøge, hvem der gav ordren.

- Sammenlignet med Tibet-kommissionen, så er det her meget værre. Det handler om en systematisk måde, hvorpå man kan snyde. Det synes jeg fandeme er alvorligt, siger Hans Engell, der anser opfordringen til 'at være en af de mest alvorlige sager, der har været på bordet det sidste års tid'.

Underløber alt
Hans Engell peger på, at der har været et enormt fokus på embedsmændenes rolle, og på deres uvildighed. Finansministeriet har eksempelvis for nyligt udsendt etiske retningslinjer for embedsmændene, om de spilleregler, der gør sig gældende for dem.

- Og så sidder der en i toppen af departementschefskredsen, som faktisk fuldstændig underløber alt det. I det hele taget mærker vi en centraladministration, som er blevet mere hårdkogt i forhold til medier, og dem, der kontrollerer, hvad der foregår.

- Hvis vi tænker tilbage på den bog, der hedder Mørkelygten, som berører nogle lignende metoder i embedsværket eller tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde, der i en hemmelig optagelse blandt andet sagde, at aktindsigt er en sygdom i samfundet, er der så overhovedet noget nyt i det her?

- Ja, det er der. Jeg har aldrig nogensinde oplevet eller hørt om, at en departementschef på det niveau kommer med den slags. Om det er sket før, kan jeg ikke vide, men vi har ikke haft en sag af den art. Jeg må sige, at her ligger der en sag, lyder det fra Hans Engell.

- Fordi du tænker, det er systematisk?

- Han lægger jo op til, at man skal køre det systematisk. Han underviser i det så at sige. Det er en anden ledelsesstil i embedsværket end den vi har kendt tidligere, siger han.

'Årets underdrivelse'
Liberal Alliances politiske ordfører Christina Egelund siger til Politiken, at 'det er en usmart besked' Sophus Garfiel giver til sine embedsmænd.

Om den udmelding siger Engell, at det må været årets underdrivelse.

- At bruge det udtryk om systematisk lovundgåelse, det synes jeg godt nok er vildt. Hvis hendes parti havde siddet i opposition, så tror jeg nok hun havde brugt nogle andre ord, siger Hans Engell, der mener at oppositionen må forlange, at regeringen kommer med en redegørelse

Til Politiken afviser departementschef Sophus Garfiel, at der skulle være noget problematisk med sine udtalelser til embedsmændene:

- For mig er det her et forklaringsbidrag til medarbejderne i forhold til, hvordan man skal gebærde sig som en god embedsmand inden for rammerne af den lovgivning, vi har, siger han.

Ekstra Bladet har været i kontakt med Økonomi- og Indenrigsministeriet, der oplyser at Sophus Garfiel allerede har givet et fint interview med Politiken. Økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA) er på barsel.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen