Engell: Pape har hejst det hvide flag

De konservative har ikke kræfter til at insistere på en tillægspakke efter den opslidende regeringskrise, vurderer Hans Engell

Så gik den ikke længere.

Den nybagte miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen afviser en tillægspakke til landbrugsaftalen med kvælstofsregulerende tiltag.

Og de konservative ser ud til i første omgang at sluge Lundes udmelding efter gennem længere tid at have insisteret på vigtigheden af netop en tillægsaftale som konsekvens af den nu fyrede Eva Kjers manipulerede tal, der fik miljøregningen til at se grønnere ud, end den i første omgang var.

I hvert fald har både Mette Abildgaard og Rasmus Jarlov søndag meldt ud, at man godt kan acceptere, at der først kommer kvælstofsregulerende tiltag i en kommende naturpakke, som Esben Lunde vil forhandle på plads i blå blok.

Og det er ifølge Hans Engell, Ekstra Bladets politiske kommentator, et hvidt flag fra Søren Papes konservative.

- De konservative og Søren Pape har i første omgang hejst det hvide flag. Lunde har sat dem stolen for døren og sagt, at der kommer ingen tillægspakke med de ting, de konservative vil have med. Dermed er sagen sendt til side. Nu indgår de konservatives miljøkrav bare på linje med DF's og LA's, når den nye pakke skal forhandles på plads med Lunde, siger Hans Engell om Lundes afvisning.

Mette Abildgaard (Foto: Polfoto). Dansk politik - 6. mar. 2016 - kl. 08:46 K efter ministerens afslag: - Det er en pakkeleg

Se også: Minister siger nej, men rød blok vil gerne give K grøn pakke

- Man må sige, at de konservative er sat på plads af Lunde og Løkke forstået på den måde, at 'nu fik I ministerens skalp. Nu er hun blevet fældet. Men I skal ikke tro, I også kan få den anden del af jeres krav - miljødelen. Der var lagt op til den 'deal', at hvis Eva Kjer fik lov at overleve, så fik de konservative en tillægspakke. Nu holdt de fast i, at hun skulle ud. Og derfor har Venstre holdt fast i at trække tæppet på tillægspakken.

Ifølge Hans Engell efterlader dagens udvikling de konservative på perronen. Men det lille borgerlige parti vil ikke insistere på en tillægspakke og dermed potentielt udløse en ny regeringskrise, mener kommentatoren.

- De konservative har opbrugt kræfterne. Søren Pape har ikke mere krudt tilbage efter det her opgøre med Venstre og Lars Løkke Rasmussen. Det ville udløse et nyt stort opgør, og det har de ikke kræfter til. Og selvom oppositionen nu vil håne de konservative og tilbyde, at de da bare kan lave en tillægsaftale sammen, vil det ikke ske. Det vil være gift for den i forvejen dårlige kemi i blå blok, siger Hans Engell.

271 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere