Tre af de højest stillede chefer hos Forsvarets Efterretningstjeneste er sendt hjem som første led i det, der ligner en kæmpe skandale.
Nu arbejder regeringen på at indføre en særlov, der skal gøre det muligt at lave en undersøgelseskommission til at undersøge sagen, fortæller Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell.
- Det gør man, fordi den lovgivning, der gælder om undersøgelseskommissioner, ikke kan bruges. Grundlaget for disse kommissioner er, at det skal være åbent og med fuld indsigt. Og her taler vi om noget meget hemmeligt bag totalt lukkede døre, siger Hans Engell.
Ifølge Hans Engell arbejder regeringen lige nu på højtryk for at få et udspil klar, så man kan komme i gang med at undersøge en sag, hvor kun de færreste ved, hvad der egentlig er foregået.
- Sagen behandles på et hemmelighedsniveau, som jeg ikke har set i mange, mange år. Kernen i sagen er tilsynet, der har afleveret deres beretning, og så er det statsminister Mette Frederiksen, forsvarsminister Trine Bramsen og justitsminister Nick Hækerrup - og måske et par enkelte mere. Derudover er der ingen, der ved noget, siger Hans Engell.
Indtil videre ved vi, at chefen for FE, Lars Findsen, og den tidligere chef for FE, Thomas Ahrenkiel, der nu er departementschef i Forsvaret, sammen med en tredje chef er blevet fritaget for tjeneste og sendt hjem.
- Men hvad er det egentlig, Findsen har løjet om? Hvad er det, han ikke har givet korrekte oplysninger om eller har fortiet? Den sandhed kender kun ganske få. Det tyder på, at det er en sag med betydelig sprængkraft, siger Hans Engell.
Udlandet overvåger Danmark
Sagen har høj interesse for efterretningstjenesterne i udlandet, og derfor er det i den danske regerings interesse at holde kortene tæt.
- De er bekymrede for, at efterretningstjenester i udlandet reagerer negativt på det, der foregår i Danmark i øjeblikket. Alt, hvad der handler om spionage og overvågning, er jo noget, der bygger på, at hvis vi vil have oplysninger fra andre lande, så skal vi også selv have styr på vores. Så de andre lande er ekstremt følsomme, siger Engell.
- Lars Findsen og Thomas Ahrenkiel er ekstremt godt kendte og vante med de internationale efterretningsmiljøer. De har færdedes med CIA og FBI og er særdeles godt kendt i andre lande. Så de andre lande er helt opmærksomme på, hvad der sker i Danmark lige nu, fortæller den politiske kommentator.
Han forventer, at sagen vil komme til at vare i flere år.
- Det er allerede meget omfattende, og der vil komme endnu mere. Det vil blive en skandalesag, der går over i historien, lyder det.
Medie: Spionchef og ledelseschef i FE sendt hjem efter kritik
Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste fritaget fra tjeneste