Engell: Sådan husker jeg Arne Melchior

Hans Engell var ministerkollega med Arne Melchior i 80'erne. Nu mindes han sin gamle ven

Den tidligere minister og medstifter af CD, Arne Melchior, var en kulørt politiker, der huskes af mange. Her står han sammen med daværende statsminister Poul Schlüter i 1989. Arkivfoto: Bo Svane/POLFOTO
Den tidligere minister og medstifter af CD, Arne Melchior, var en kulørt politiker, der huskes af mange. Her står han sammen med daværende statsminister Poul Schlüter i 1989. Arkivfoto: Bo Svane/POLFOTO

Kendte du Arne Melchior ved siden af hans politiske liv? Så vil vi gerne høre din historie. Skriv til os i en sms/mms til 1224 (alm. takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.

Tidligere minister og medstifter af Centrum-Demokraterne (CD) Arne Melchior afgik lørdag ved døden. Han blev 91 år gammel.

Arne Melchior havde sin sidste dag i Folketinget i 2001, men han har alligevel efterladt et solidt aftryk efter sine mange år i dansk politik.

Arne Melchior er død

En af dem, der fik glæden af at arbejde tæt sammen med Arne Melchior igennem årene, er den tidligere konservative minister og nuværende politiske kommentator for Ekstra Bladet, Hans Engell.

Han sad i regering sammen med Melchior i Firekløverregeringen i starten af 80'erne.

- Han var et meget stort og meget sødt menneske. Han var en kærlig sjæl, som altid opførte sig ordentligt over for andre. Han var samtidig et meget opmærksomt menneske, som altid huskede, hvis der var nogen, der havde været syge eller lignende, siger Hans Engell til Ekstra Bladet.

- Det er selvfølgelig et savn, at han er død, men Arne Melchior havde et godt og spændende liv, og han fik lov at leve mange år, hvoraf han også havde mange år på Christiansborg, hvor han blandt andet prøvede at være minister, siger han.

Han fortæller, at Arne Melchior også var en, der altid overholdt sine politiske aftaler og talte ordentligt til andre mennesker.

- Jeg holdt meget af ham, og han var en rigtig kær kollega, fortæller Hans Engell, der bevarede kontakten til Arne Melchior indtil for nogle få år siden, da Melchior var ved at være tynget af alderdommen.

Et halvt år før sin død deltog Arne Melchior i et interview med Ekstra Bladet. Foto: Linda Johansen
Et halvt år før sin død deltog Arne Melchior i et interview med Ekstra Bladet. Foto: Linda Johansen
 

Arne Melchiors sidste interview

Naturtalent
Han husker tilbage på Arne Melchior som en kulørt skikkelse, der samtidig var en skarp politiker, der altid var stålsat på, i hvilken retning CD skulle bevæge sig.

- Han var på mange måder et politisk naturtalent. Han var ikke typen, der brugte lang tid på at læse lovforslag eller forberede lange taler. Han kunne også stille sig op på Folketingets talerstol uden større forberedelse, fortæller Hans Engell.

Han mindes blandt andet tiden, hvor Arne Melchior var retsordfører for CD, mens Hans Engell selv var justitsminister.

- Så kom han tit ind i folketingssalen som den sidste, hvorefter han gik hen og hentede det lovforslag, vi skulle behandle og bladrede lidt i det. Så lyttede han til, hvad der skete i salen, og så gik han op og holdt en aldeles udmærket tale om det lovforslag, griner Hans Engell.

Det var ikke altid, Arne Melchior lyttede helt efter. Flere billeder viser ham tage en mindre lur i folketingssalen. Arkivfoto: POLFOTO
Det var ikke altid, Arne Melchior lyttede helt efter. Flere billeder viser ham tage en mindre lur i folketingssalen. Arkivfoto: POLFOTO
 

Trampede på ny jakke
Han mindes, at Arne Melchior havde et iltert temperament, men ofte på en meget sjov og underholdende måde.

- Han kunne også være meget excentrisk. Jeg kan huske en gang, han kom ind til et møde i folketingssalen, mens mødet var i gang. Og han havde en ny jakke på. Så tog han jakken af, foldede den sammen, lagde den ned på gulvet og trampede på den. Så tog han den op og rystede den og sagde 'se, det er et nyt kunststof, der er fremstillet, det kan ikke krølle', erindrer Hans Engell grinende og fortæller, at Arne Melchior som gammel tekstilmand også gik meget op i tøj i sin tid på Christiansborg og ofte spurgte til det tøj, folk havde på.

Arne Melchior er død: Se billederne fra hans liv

Fandt rette løsninger
Ifølge Hans Engell var Arne Melchior skarp til at finde de rette løsninger på problemstillinger. Han fremhæver blandt andet et eksempel fra en periode, hvor regeringen var plaget af, at SAS ofte ansatte forsvarets piloter, som staten havde brugt mange penge på at uddanne. På det tidspunkt var Arne Melchior trafikminister mens Hans Engell var forsvarsminister.

- Pludselig en dag ringede han til mig og sagde, at han havde ringet til Jan Carlzon (SAS' koncernchef i Stockholm) og sagt, at han skulle komme forbi, så vi kunne spise morgenmad sammen på SAS-hotellet og finde en løsning. Jeg tænkte, det var en meget utraditionel måde at arbejde på, men vi fandt faktisk en løsning. Og det var grunden til, at man ikke har haft de problemer med SAS-piloter og flyvevåbnet siden, fortæller Hans Engell.

Trafikminister ved et tilfælde
En af Arne Melchiors helt store politiske sejre var, at det var i hans tid som trafikminister, at der blev indgået aftale om Storebæltsbroen.

Men ifølge Hans Engell var det helt tilfældigt, at Arne Melchior blev trafikminister og dermed hovedarkitekt bag aftalen om broen, der har forbundet øst og vest.

- Den dag, hvor vi blev udnævnt som ministre, 10. september 1982, havde de afgående og de tiltrædende ministre delt ministerbilerne mellem sig, så vi var nødt til at køre fra Amalienborg til ministerierne sammen, siger Hans Engell.

Hans Engell og Arne Melchior blandt de øvrige ministre ved præsentationen i 1982. Foto: Kim Agersten/POLFOTO
Hans Engell og Arne Melchior blandt de øvrige ministre ved præsentationen i 1982. Foto: Kim Agersten/POLFOTO
 

Han endte selv i en bil sammen med netop Arne Melchior, og da Melchior blev sat af for at gå det sidste stykke over til trafikministeriet, spurgte Engell ham om, hvorfor han egentlig var blevet trafikminister, da Melchior aldrig havde interesseret sig for trafikpolitik.

- Så svarede han, at det heller ikke var meningen, da han meget hellere ville være kulturminister. Men Mimi Jakobsen var gravid på det tidspunkt, så han sagde, 'man kan ikke lade en ung mor påtage sig at være trafikminister. Der er alt for mange rejser og alt for meget besvær. En ung mor passer bedre i Kulturministeriet'. Altså det var Mimis graviditet, der var skyld i, at Melchior blev trafikminister og dermed, at Storebæltsbroen kom på plads, siger Hans Engell.

Arne Melchior sammen med Mimi Jakobsen. En konflikt med blandt andre Mimi Jakobsen førte siden i 2001 til, at Arne Melchior forlod partiet og blev løsgænger i resten af sin sidste periode i Folketinget. Arkivfoto: Busser/POLFOTO
Arne Melchior sammen med Mimi Jakobsen. En konflikt med blandt andre Mimi Jakobsen førte siden i 2001 til, at Arne Melchior forlod partiet og blev løsgænger i resten af sin sidste periode i Folketinget. Arkivfoto: Busser/POLFOTO
 

Arne Melchior efterlader sig sin kone Nina samt to sønner.

Familien har oplyst til Ritzau, at begravelsen finder sted mandag 26. september på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København klokken 14.00. Efter jødisk tradition skal begravelsen finde sted så hurtigt som muligt efter, at en person er afgået ved døden.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Himmelråbende åndssvagt, at vi først ophæver restriktionerne på tirsdag