Engell: Skrap moster med blink i øjet

Nekrolog: Ekstra Bladets politiske kommentator Hans Engell har skrevet en personlig nekrolog om Lone Dybkjær

Hvilket aftryk har Lone Dybkjær sat på dansk politik? Opinionsredaktør Mads Kastrup tegner et billede af den tidligere politiker og statsministerfrue. Producer: Martin Ekelund.

Lone Dybkjær var stolt af at blive miljøminister i 1988.

Hun havde ventet på den ministerpost i mange år. Var ved at blive utålmodig. Lone havde været med til at indgå masser af politiske forlig, havde båret den ene regering efter den anden over 'ministerdåben', og nu ville hun selv sidde ved dronningens bord.

Det kom så i 88, da de radikale indtrådte i Schlüter-regeringen efter i fem år at have dannet parlamentarisk grundlag for den borgerlige regering. Ved en festaften på Fredensborg dansede jeg med Lone, og hun sagde glad: 'Nu har jeg i 15 år været med til at lave finanslovsaftaler om miljøet, hvor jeg kunne få lov at bestemme, hvor mange cykelstier vi skal have i Danmark. Nu kan jeg endelig få lov til at bestemme med om Europas miljøpolitik.'

Lone Dybkjær var en dygtig politiker. Fagligt umådelig stærk. Hun kunne stoffet. Altid velforberedt. Havde solid akademisk baggrund som civilingeniør og besad samtidig den medførte radikale selvforståelse, at ingen er klogere, bedre og har mere patent på sandhed og retfærdighed end de radikale mennesker. De ufejlbarliges parti.

Derfor var Lone selvfølgelig også helvedes besværlig og krævende som forhandlingsmodpart. Hun spillede på hele registret. Fra at være en iskold moster Skrap til blink i øjet og klassens flotte pige. Hun klædte sig altid smart, afslappet, men var også til de store kjoler og opsat hår. Hendes yndlingsfarve var blå - matchede øjnene - så Dybkjær gik meget ofte i blåt. Hendes ministerkontor blev udstyret i blå farver. Møblerne var blå. Billeder og litografier på væggene var blå. Selv hendes ministersekretær blev udstyret med et blåt slips, som Lone købte, så han ikke faldt ved siden af, når han skulle ledsage sin minister.

Som forhandler var Lone stædig, stejl og kunne indimellem være for lidt kompromissøgende. Det tog i hvert fald lang tid. Men havde man en aftale, holdt den. Dybkjær var den troværdige politiker, som også kunne åbne for veje og muligheder, der ellers syntes lukkede. Og havde hun tabt tilliden til folk, var den tung. Hvilket bl.a. Svend Auken måtte sande.

I forhandlingerne om Øresundsbro-projektet stod Lone Dybkjær stejlt på en masse miljøkrav, som var ved at bringe hele projektet til fald. Det kørte så langt, at statsminister Poul Schlüter måtte true med regeringens afgang. Det gjorde Schlüter på sin vanlige afvæbnende, men også dødbringende måde ved at sige: 'Jamen kan vi ikke blive enige, må regeringen jo bare gå af. Det er ingen skam.'

Nå, det var bare ikke lige meningen. Lone, Helveg og de radikale havde ingen planer om at gå af. Nu var de lige kommet i regering. Så Lone måtte give sig, Helveg åndede lettede op, og regeringen fortsatte sit fortsat besværlige liv de kommende år.

Dybkjær var klassisk radikal i den forstand, at hun så sit parti i midten af dansk politik og som omdrejningspunkt. Hun havde det let med mange borgerlige politikere. Var f.eks. tæt på de konservatives Palle Simonsen, som hun formentlig gerne havde gjort til statsminister. Og hun havde et kritisk-distanceret forhold til socialdemokraterne, som hun så lidt ned på. Opfattede som meget partiegoistiske og for tunge i rumpen.

Altså lige indtil Poul Nyrup Rasmussen kom ind i hendes liv. På hans vegne kunne hun til gengæld være rasende, eksempelvis når Statsministeriet ikke havde fortalt regeringschefen, at han til en middag for den amerikanske justitsminister af dansk oprindelse, Janet Reno, hos US-ambassadøren på Rydhave skulle have smoking på og ikke et lyseblåt, totalt fejlcastet sommersæt med brune sko. Hold kæft, hvor blev Lone vred på embedsværket, der ikke havde klædt chefen ordentlig på.

Lone Dybkjær var ikkeryger i et dengang storrygende Folketing. Hun var en stor tilbeder af grøn salat med grus og sten på et tidspunkt, hvor Snapstinget var mest til sildemad og høj mayonnaise. Hun var til et glas tør Sancerre-hvidvin, mens Folketinget var mest til øl og snaps. Hun cyklede, mens vi andre tog ministerbilen. I det hele taget var Lone Dybkjær sin egen og en repræsentant for hele det generationsskifte, som i virkeligheden først væltede ind over Borgen med valgene efter 2001.

Lone var festlig at rejse med. I efteråret 1988 før Murens fald skulle miljøministeren og Folketingets miljø- og planlægningsudvalg, som jeg på det tidspunkt var formand for, til DDR og Polen. Lone stødte til, så vi kunne flyve med en polsk militærmaskine fra det sydlige Polen til Warszawa, hvor den polske minister og deres politikere stod klar i den militære lufthavn med en stor buket blomster til den danske minister …

Lone var iført et par cowboybukser, bluse og vindjakke og sad bagest i flyet sammen med folketingsmedlemmerne. Helt fremme i flyet sad Fremskridtspartiets Knud Lind, som var første mand, der blev sendt ned ad trappen til flyet. Polakkerne troede selvfølgelig, det var den danske minister - Knud kunne godt ligne en stor, tung polsk politiker - så polakkerne stod klar med blomsterne, indtil vi fik trådene redt ud og forklaret, at den danske minister var hende den lyshårede i cowboyderne. Lone var selv den, der grinede højest.

Men hun lod dog ikke polakkerne slippe. Ved mødebordet gav hun den fuld hammer omkring Polens kul- og brunkulsanlæg og den enorme forurening, de repræsenterer. Der var ingen blomster ved afskeden.

For mange kvindelige politikere og embedsmænd blev Lone Dybkjær lidt af et stilikon. Den veluddannede, selvbevidste, dygtige, ambitiøse, målrettede politiker, som havde visioner om, hvor hun politisk ville have samfundet hen.

Lone så politik og radikal indflydelse i samarbejdets og resultaternes perspektiv. Hun havde intet tilovers for det, hun opfattede som populistisk bragesnak. Og selvom hun var meget bevidst om kvindernes placering i samfundet - de skulle frem og opad - så var hun ikke en type, der valgte kvinder for kvindernes skyld. Da Marianne Jelved kom i Folketinget i 1987 og overtog mange af Lones opgaver bl.a. på miljøområdet, havde jeg ikke indtryk af, Lone gjorde særlig meget for at gøre livet lettere for Marianne. Men Jelved havde tilstrækkelig styrke og personlig integritet til at køre sin egen kurs.

Men ligesom Lone selv var en kontant spiller, forventede hun tilsvarende modspil. Også da det blev klart, at hun ikke kunne blive minister i Nyrup-regeringen - selvfølgelig ikke med kæresten og senere ægtemanden som regeringschef. Men den var ikke let at sluge for Lone, som gerne havde taget en årrække i regering igen.

Lone fik i stedet en flot karriere i EU-Parlamentet med et stærkt personligt stemmetal. Selvom hun gled fint ind i det europæiske, efterlod hun aldrig tvivl om, at hendes dybe engagement var Christiansborg og dansk indenrigspolitik.

Lone Dybkjær oplevede som få store sejre, men også nederlag og dybe personlige sorger ikke mindst med både Poul Nyrup Rasmussens og senere sin egen datters meget tidlige dødsfald. Plus en langvarig kræftsygdom, som hun aldrig forsøgte at skjule eller overdramatisere.

Under valgkampen sidste år deltog hun og jeg sammen for sidste gang i flere tv-programmer som klogeåger, der naturligvis kunne løse det hele. Hun var glad for, at hendes eget parti stod så stærkt. Jeg sagde til hende: 'Men I kommer ikke i regering.' Og hendes svar: 'Det bliver værst for socialdemokraterne, hvis de tror, de kan klare sig uden os.'

Og Lone mente det.

1 af 2 Lone Dybkjær er død efter længere tids kræftsygdom. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix
2 af 2 Det offentlige Danmark måbede, da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen og den radikale Lone Dybkjær mødte op til en Luciano Pavarotti-koncert som kærester i 1992. De blev forlovet samme år. Foto: Ole Steen
53 kommentarer
Vis kommentarer