Engells analyse: Nu går Helle efter struben på Tulle

Dansk Folkeparti er et populært parti, den succes vil Socialdemokraterne gerne have fingrene i, lyder det fra Ekstra Bladets politiske kommentator, Hans Engell

Kristian Thulesen Dahl får stemmer, som Socialdemokraterne gerne vil have (Foto: Jakob Jørgensen)
Kristian Thulesen Dahl får stemmer, som Socialdemokraterne gerne vil have (Foto: Jakob Jørgensen)

Nu er fredningstiden for Dansk Folkeparti definitivt slut, mener S.

Helle Thorning-Schmidt går nemlig direkte efter struben på DF-formanden: I vil have Løkke som formand uden at stille krav.

Og DF'erne svarer igen: Vrøvl, Helle. Hverken EL, SF eller Alternativet stiller krav til dig f.eks. om en solid dagpenge-ordning.

I valgkampens sidste halvdel har Helle Thorning og hendes svende gjort DF til hovedmodstanderen med det sigte at trække DF-vælgere tilbage til S.

S har gennem fokusgrupper og meningsmålinger analyseret sig frem til, at den vælgergruppe afgør valget, nemlig de vælgere, der tidligere stemte på S, men igennem de seneste år er gået over til DF eller overvejer at gøre det.

Fisker efter DF-vælgerne
Det er de tvivlende DF-vælgere, Thorning vil have fat på. Et S-forsøg på (endnu) et gearskifte kampagne-mæssigt, nu hvor valgkampen går ind i den helt afgørende fase.

Og hvad er så fortællingen?

Den handler om, at Dansk Folkeparti vil pege på Lars Løkke Rasmussen som statsminister uden at stille nogen forhåndskrav til ham.

S lancerede sent mandag aften kampagnen her rettet mod DF-vælgere (Foto: Socialdemokraterne)
S lancerede sent mandag aften kampagnen her rettet mod DF-vælgere (Foto: Socialdemokraterne)

S har analyseret sig frem til, at hvis der er en politiker, som, DF-vælgerne ikke bryder sig om, hedder han Løkke.

Dermed handler manøvren om at fortælle DF’s vælgere, at hvis de stemmer på DF, så får de Løkke som bonus-statsminister.

Med andre ord: Stem på liste A – så får I den ægte vare, fordi mange vælgere (også DF’ere) foretrækker Thorning for Løkke.

Stor kampagne
S-kampagnen kører i stort format med annoncer i de lokale, regionale og landsdækkende aviser, på nettet og som outdoor-opstillinger i den sidste del af valgkampen, kombineret med en heftig spurt, hvor Helle Thorning rejser rundt til de byer, hvor DF ved sidste valg havde særlig flotte resultater. DF-vælgerne skal piskes og skræmmes til ikke at støtte Thulesen Dahl/Lars Løkke-alliancen.

'Skal din stemme gøre Løkke til statsminister?', lyder overskriften på den nye annonce-offensiv. Og fotografiet viser et par selvtilfredse Løkke og Thulesen Dahl, fanget i folketingssalen, samt et citat fra DF-bossen: 'Vi kommer ikke til at stille politiske krav for at pege på Lars Løkke som statsminister'.

Annoncen slår altså på DF’s manglende krav til Lars Løkke som betaling for at pege på ham som statsminister.

Og hvordan reagerer Dansk Folkeparti så på dette brev efter struben?

Med isnende kulde. Partiet har ført en rimelig stilfærdig valgkamp indtil nu med pæne meningsmålinger, men fra nu af optrapper DF også kampagnen, bl.a. med krav til grænsekontrol og udlændingepolitik. Udover Thulesen Dahl og Peter Skaarup er det ordfører Martin Henriksen, som er i front.

Forhandler efter valget
DF’erne afviser med foragt den vinkel, S har lagt, for partiet har aldrig stillet krav for at udpege en statsminister, fremhæver man. Thulesen Dahl forhandler sine krav igennem efter valget fra sag til sag – ikke før valget. Og så svarer DF igen med spørgsmålet om, hvad SF, Enhedslisten og Uffe Elbæks Alternativet forlanger for at pege på Thorning som statsminister f.eks. på dagpengeområdet…

'Det er jo det rene hykleri, Thorning har viklet sig ind i. Enhedslisten og SF har jo ikke forlangt en dagpengeløsning fra Thorning for at pege på hende. Det er jo noget, de først kommer med efter et valg. Thorning kritiserer altså DF for ikke at stille krav til Løkke før valget, mens hendes egne støtter er helt neddykkede med, hvad de forlanger af hende. Det er dobbeltmoral, så det basker', siger en DF-kilde.

Fronterne trækkes hårdt op i den sidste del af valgkampen. Nu er S for alvor gået i kødet på V og DF, mens Bjarne Corydon sørger for blød afvæbning af de radikale, Mette Frederiksen pudser den retspolitiske strammer-profil, Henrik Dam Kristensen prøver uden større held at bringe sig ind i arbejdsmarkedsdiskussionen og Henrik Sass leder tæskeholdet mod de blå.

Klar til sidste store slag for at beholde magten.

138 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere