Engells analyse: Nu vil DF selv have magten

DF er de eneste, der formår at trække stemmer over midten, og det kan have en vigtig betydning for partiet, når valget er overstået

Kristian Thulesen Dahl kan blive en magtfuld herre efter valget (Foto: Jens Dresling)
Kristian Thulesen Dahl kan blive en magtfuld herre efter valget (Foto: Jens Dresling)

DF vil have magten i den blå lejr. Efter dette valg er det slut med Dansk Folkeparti i rollen som automatisk støtteparti for en Venstre-statsministerkandidat. De har jo Kristian Thulesen Dahl.

Stemmerne vælter ind, partiet ligger til en massiv fremgang, og formand Thulesen Dahl var ved partileder-debattens målinger den formand, der fik størst bifald fra vælgerne, selv om han ikke ligefrem bragede igennem.

Med et blidt smil og rolige svar kørte han med klatten, selv om der var partifæller og journalister, der mente, at han godt kunne have givet den mere gas.

Roligere stil
Men Dansk Folkeparti har ved dette valg lagt en helt anden, roligere stil end tidligere: Det handler ikke om at skabe store opgør og hidsige konfrontationer med Helle Thorning og de andre røde partiledere.

Tværtimod gør det intet, hvis DF fremstår som et parti, der er gode til at formidle samarbejde over midten. Derfor aftalen med SF's Pia Olsen Dyhr om at bruge flere penge på dagpengesystemet efter et valg og forståelsen med Enhedslisten og Liberal Alliance om kommende EU-folkeafstemninger.

DF's analyse er, at de under denne valgkamp er det eneste af de blå partier, der formår at trække stemmer over midten. Venstre magter ikke mere. De konservative er helt til rotterne, og LA har ingen appel til røde vælgere.

DF de blå socialdemokrater
Hvis man skal have socialdemokrater til at stemme blåt, er det altså DF, der skal hente dem over, og så nytter det ikke noget at fare frem med bål og brand mod Thorning. Det bryder disse vælgere sig ikke om, lyder analysen.

Selv om Helle og andre socialdemokrater flere gange er gået direkte i kødet på Thulesen Dahl, parerer han uden aggressive modangreb. Man kommer ikke til at se ham gå amok for åben scene.

Indtil videre har taktikken båret frugt. Mens V og K står til betydelig vælgertilbagegang, kan Thulesen Dahl fryde sig over en fremgang på over syv procentpoint i en aktuel Megafon-måling, svarende til 14-15 mandater.

Men hvad vil DF bruge al den fremgang til?

Er der blåt flertal, vil partiet styre efter et regeringssamarbejde med Venstre. Ikke for enhver pris – slet ikke, men for en pris. DF vil gå efter posterne som formand for Folketinget (Pia Kjærsgaard) og finansminister (Thulesen Dahl) plus centrale poster som f.eks. justitsminister (Peter Skaarup).

Svært med politisk program
Men der skal også stables et fælles politisk program på benene, og det kan blive meget svært. Blandt andet skal V og DF håndtere uenigheden om EU-retsforbeholdet. Kan man forestille sig to partier i regering, der stemmer forskelligt?

Umiddelbart er svaret nej, men i flere ministerier er centrale embedsmænd allerede begyndt at tænke over, hvordan en sådan konstruktion skal håndteres, og svaret er, at det ikke bliver enkelt, men heller ikke umuligt.

Lykkes projektet ikke, ser DF sig selv i rollen som 'fri fugl', som Thulesen Dahl formulerede det i Politiken i weekenden. Det vil give en masse ballade og uro. For så skal Løkke finde 50 mandater for at få flertal for sine forslag, og risikoen for, at en S-leder som Mette Frederiksen og DF finder sammen, er stor. Det kan blive en meget kort, ustabil regeringsperiode for Løkke.

Men den virkelige ændring i dansk politik kommer for alvor, hvis/når der ikke er blåt flertal.

Hellere Gade end Jensen
Så skal Venstre have ny formand, og i DF foretrækker man klart Søren Gade frem for Kristian Jensen. Gade anses for mere medgørlig og rundere, Jensen er en hård nyser.

Men uanset hvem Venstre vælger, vil det være slut med perioden som automatisk støtteparti for et andet parti. DF vil selv styre efter at stille med den kommende borgerlige statsministerkandidat – deres egen partiformand.

DF er nu blevet så store og selvforståelsen så stærk, at man ikke længere bare bakker en anden kandidat op.

Partiet er på ingen måde imponeret over V og K’s indsats som oppositionspartier. Konservative er helt uden styrekraft, og Venstre har brugt over to år på ikke at kunne forklare, hvad deres moderne kontanthjælpsloft går ud på.

DF gider ikke en periode i opposition, hvor det er en selvfølge, at en Kristian Jensen eller Søren Gade sidder for bordenden, når det på det tidspunkt vil være DF’s formand, der er langt den mest erfarne blå politiker på topniveau.

Det betyder, at erhvervslivets organisationer, fagbevægelsen og andre interesse-varetagere må tilrettelægge indsatsen i forhold til Christiansborg på en anden måde, hvis de vil have indflydelse.

Hidtil har DF haft stor indflydelse i dansk politik.

Efter valget bliver de en reel magtfaktor på egne ben.

Men hvad med valgkampen?
DF satser de kommende uger på at have Thulesen Dahl med i alle afgørende tv- og radio-debatter.

Samtidig præsenterer partiets ordførere udspil på forskellige klassiske områder som udlændinge og integration samt yderområderne/Udkantsdanmark.

Fælles udspil fra alle blå partier?

Dem kommer der ikke flere af. Nu slås alle for sig selv.

De blå partier håber stadig på flertal tilsammen.

Men de er også begyndt at tænke på en ny periode, hvor Thorning sidder i Prins Jørgens Gård, mens de skal fordele rollerne på 1240 Christiansborg.

237 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere