Enhedslisten har ikke ultimative krav til udlændingepolitik

Mens Enhedslisten støtter et opgør med den stramme udlændingepolitik er det ikke afgørende for S-støtte

Lederen af De Radikale, Morten Østergaard, har meldt klart ud, at et opgør med paradigmeskiftet og integrationsstoppet er afgørende for, om partiet kan støtte Mette Frederiksen (S) som statsminister.

Enhedslisten deler intentionen, men er umiddelbart ikke klar til at trække så rød en streg under udlændingepolitikken i forhold til at støtte en potentiel kommende rød regering.

- Vi ønsker et opgør med paradigmeskiftet i dansk udlændingepolitik. Og vi ønsker bedre integration. Og det vil vi selvfølgeligt rejse under en regeringsdannelse, siger medlem af Folketinget for Enhedslisten Nikolaj Villumsen og fortsætter:

- Men vi stiller ikke ultimative krav.

SF fortæller, at partiet for nuværende ingen kommentarer har til udmeldingen fra Morten Østergaard.

Morten Østergaard (R) sagde mandag til Ritzau:

- Det her handler om vores betingelser for at bakke op om en ny regering. Det er sådan set uafhængigt af, hvem der ønsker at lede den. Vi peger stadigvæk på Mette Frederiksen (S), fordi vi tror på, vi kan få en integrationspolitik, der er uafhængig af Dansk Folkeparti.

- Hvis det viser sig, at det ikke er tilfældet, så må Mette Frederiksen så spørge Thulesen Dahl, om han vil gøre hende til statsminister, for vi indfører ikke bare DF's integrationspolitik.

Der skal afholdes valg inden for få måneder. Rød blok, hvis man tæller Alternativet med, er foran i meningsmålingerne. Derfor står Socialdemokratiets Mette Frederiksen til at blive statsminister.

Socialdemokratiets udlændingeordfører, Mattias Tesfaye, har over for Berlingske gjort det klart, at De Radikale ikke skal regne med at få kravet om en mildere udlændingepolitik igennem.

- Kristian Thulesen Dahl og alle andre kan være 110 procent sikre på, at så længe Mette Frederiksen er formand for det her parti, og jeg er udlændingeordfører, kommer vi til at føre stram udlændingepolitik.

- For vores velfærdssamfund skal kunne følge med, siger han til Berlingske.

17 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere