Enhedslisten raser over lækket lydoptagelse: - Jeg synes virkelig det er klamt

Pernille Skipper (EL) kalder budskabet i en lækket lydoptagelse for 'virkelig klamt', og et udtryk for magtfuldkommenhed. Partiet har indkaldt minister i samråd

Enhedslistens politiske ordfører er på en pessimistisk dag ikke overrasket over, at der i Økonomi- og indenrigsministeriet bliver instrueret i, hvordan medarbejderne kan mørklægge deres arbejde. - Vi har set alt for mange eksempler på, at man forsøger at omgå loven, og sikre så lidt offentlighed som muligt. Der er et kulturproblem i ministerierne, siger Pernille Skipper. Foto: Jens Dresling

En departementschefs instruks til sine medarbejdere om, hvordan de kan 'tilrettelægge' deres arbejde, så det mørklægges, møder kraftig kritik fra Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper.

- Jeg synes virkelig, det er klamt. En højtstående embedsmand, som rådgiver medarbejdere i at omgå landets love og den åbenhed, der ligger i offentligheden, som er fuldstændig fundamental for at demokrati overhovedet kan kaldes for et demokrati. Det er en magtfuldkommen og ulækker opførsel, siger hun.

Et 'forklaringsbidrag'
Det er Økonomi- og Indenrigsministeriets departementschef Sophus Garfiels stemme, som man kan høre på lydoptagelsen, der er blevet lækket til Politiken.

I et længere interview med avisen mandag siger departementschefen, at hans formuleringer var en 'opfordring til at tænke sig om'.

- For mig er det her et forklaringsbidrag til medarbejderne i forhold til, hvordan man skal gebærde sig som en god embedsmand inden for rammerne af den lovgivning, vi har, siger Sophus Garfiel.

- Hvis I er meget optaget af, at der ikke skal være offentlighed i noget, jamen, så må vi tilrettelægge vores arbejde på en måde, så der ikke er offentlighed i det, siger departementchefen Sophus Garfiel på en optagelse fra et morgenmøde i Økonomi- og indenrigsministeriet 16. april. Foto: Jens Dresling

Den forklaring køber Pernille Skipper overhovedet ikke. Hun synes faktisk kun, det gør det værre, at det skulle være et 'forklaringsbidrag'.

- Sophus Garfiel står jo og siger, at der kan være et behov for at indrette sig, så man undgår offentlighed, og omgår den lovgivning, der ellers ville sikre offentlighed.

- Det er jo en direkte opfordring til, at komme udenom den lovgivning som et flertal i Folketinget har vedtaget. At han ikke engang kan indse det, når han bliver taget med fingrene i kagedåsen, gør det kun værre, siger den politiske ordfører.

Indkaldt til samråd
Enhedslistens retsordfører Rosa Lund har indkaldt økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille i samråd for at finde ud af, hvad han mener om den måde at instruere medarbejderne på.

- Ministeren var arg modstander mod den offentlighedslovgivning, der blev vedtaget i sin tid. Enhedslisten og Liberal Alliance stod skulder ved skulder i kampen for, at vi ikke skulle have mindre åbenhed. Den fik ikke for lidt med de høje snakke om demokrati og offentlighed fra ministerens mund. Nu forventer jeg, at han træder i karakter, siger Pernille Skipper.

Vidner om en dårlig kultur
Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht mener, at indholdet i optagelsen vidner om 'en stor utilfredshed' blandt medarbejderne i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Han opfordrer både ministeren og departementschefen til at tage hånd om det.

Benny Engelbrecht mener, at økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille  og ministeriets departementschef bør tage hånd om det finansordføreren mener vidner om en 'dårlig kultur'. Foto: Philip Davali

- Ét er diskussionen omkring offentlighed i forvaltningen, som jeg synes er helt fair at have, men der er altså også det, at der er nogle medarbejdere, der mener, at det her er et problem, som de kun kan få udtrykt gennem et læk. Det vidner om en dårlig kultur.

- Det er jo også relativt bramfrit, den måde, hvorpå departementschefen udtrykker sig på, og jeg havde nok ikke forventet, at man ville sige tingene på den måde, siger Benny Engelbrecht.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen