Enhedslisten: Sort snak vil få konsekvenser for Kofod

Hvis Kofod svarer udenom ved dagens samråd, vil Enhedslisten træffe deres konklusion ud fra det, lyder det nu fra Søren Søndergaard

Jeppe Kofod skal ved dagens samråd svare på, om han var orienteret om IS-udsmuglinger fra de syriske lejre. Bliv klogere her.

Hvis Jeppe Kofod snakker udenom ved dagens samråd, kan det få konsekvenser for ministereren.

Sådan lyder meldingen fra Enhedslistens Søren Søndergaard i et interview med Altinget.

Kofod skal ved dagens samråd svare på ét helt centralt spørgsmål i sagen om de danske mødre og børn i syriske lejre, nemlig om han var orienteret om oplysningerne fra Forsvarets Efterretningstjeneste om IS-udsmuglinger, der tilgik hans ministerium i september 2020.

Udenrigsministeren har siden marts, hvor Ekstra Bladet afslørede FE-orienteringens indhold, nægtet at svare på, om han var orienteret i sagen, og Enhedslistens melding er nu, at også et udenomssvar senere i dag kan få konsekvenser.

- Hvis han siger, at han kendte til oplysningerne, eller hvis han svarer udenom og henviser til det ene og det andet, så træffer vi jo også vores konklusion ud fra det. Et uklart svar bliver bedømt derefter, siger Søren Søndergaard til Altinget.

Følg med, når politisk kommentator Joachim B. Olsen og journalist Brian Weichardt live-kommenterer dagens samråd:

Foto: Jan Sommer
Foto: Jan Sommer
 

'Min tillid vil være ikke eksisterende'
Ministeren er altså ikke fredet, hvis offentligheden endnu en gang må kigge langt efter konkrete svar i sagen om FE-orienteringen.

Adspurgt om Kofod i det tilfælde kan blive siddende som minister med Enhedslistens støtte, svarer Søren Søndergaard:

- Det er op til gruppen at beslutte. Men min tillid til en person, som har ligget inde med den her type oplysninger og ikke har videregivet dem til Folketinget - eventuelt i fortrolig form - den vil være ikkeeksisterende, siger han til Altinget.

Søren Søndergaard understreger, at den endelige afgørelse i forhold til støtten til Kofods ministerpost vil være op til Enhedslistens Folketingsgruppe, som holder møde tirsdag.