Ensomme Løkke: Forladt af vennerne

Selv de mest trofaste støtter i Venstre slår hånden af deres tidligere formand Lars Løkke Rasmussen. 'En sort dag', siger Lars Christian Lilleholt

Lars Løkke Rasmussen har brændt sine sidste brohoveder i Venstre.

Det sker efter offentliggørelsen af bogen 'Om de fleste og det meste', hvor Løkke lægger sig ud med partiets linje og formand, og hvor en passage af bogen baserer sig på hemmelige optagelser af partifæller.

- Det er en svær og sort dag, siger Lars Christian Lilleholt, der gennem fire årtier har været Løkkes nære allierede og personlige ven.

Politik Engell: 'Løkke færdig i Venstre'

Må vælge partiet
- Det er svært for mig personligt, men jeg er nødt til at tænke på partiet, forklarer Lilleholt, der sammen med Løkkes anden nære ven, Troels Lund Poulsen, søndag offentligt måtte lægge afstand til Løkke og bakke fuldtonet op om Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.

- Det her skader også Lars' eftermæle og det fortjener det ikke, siger Lilleholt, der understreger, at han og Løkke stadig er private venner.

Det var netop Troels Lund og Lilleholt, som Løkke søgte trøst og slukkede tørst hos efter, at han blev vippet af formands-pinden i august sidste år på et møde i Brejning.

Se også: Venstrefolk vrisser over Løkkes hemmelige optagelser

Slår ring om Ellemann
I det hele taget har Løkkes neon-blinkende illoyalitet mod den siddende ledelse haft den umiddelbare effekt, at opbakningen til Jakob Ellemann-Jensen ikke har gjaldet mere taktfast, siden han overtog formandsposten.

Også politisk ordfører Sophie Løhde - en anden nær Løkke-støtte i en ikke så fjern fortid - har offentligt påpeget, at Løkke 'har svært ved at give slip'.

En vending, der er designet til at illustrere, at Løkkes dage i skysovs er endegyldigt forbi.

Ingen af de hovedbestyrelsesmedlemmer, som Ekstra Bladet har talt med mener dog, at Løkkes udtalelser skal koste ham pladsen som såkaldt 'æresmedlem' i hovedbestyrelsen eller i partiet i det hele taget.

Se også: Selv de mest trofaste undsiger Løkke: Undergraver eftermæle

Ville have meldt sig ud
Løkke topper sin bog med - i et interview til Jyllands-Posten - at sige, at han ville have meldt sig ud af Venstre for et år siden, hvis han ikke havde viet så meget af sit liv på partiet. Ligesom hans hustru Sólrun gjorde.

Ekstra Bladet ville gerne have spurgt Venstres tidligere finansminister Claus Hjort Frederiksen, om han ser Løkkes bog som udtryk for illoyalitet med Ellemann.

Han tordnede nemlig sidste år mod daværende næstformand Kristian Jensen og beskyldte ham for netop illoyalitet mod formanden, da han sidste år gik imod Løkkes linje.

Men Hjort er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Se også: Reagerer på Løkke-bog: Jeg er trist og ked af det

627 kommentarer
Vis kommentarer