Esben Lunde stopper som minister

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen stopper på posten, skriver han på Facebook

Esben Lunde Larsen (V) stopper som miljø- og fødevareminister, skriver han på Facebook. Han fortsætter i Folketinget frem til næste valg, hvor han ikke genopstiller.

'Efter ca. 13 år i politik er det slut... Efter i næsten 13 år at have været politiker som hhv. byrådsmedlem, viceborgmester, folketingsmedlem og minister har jeg meddelt statsministeren, at jeg ikke ønsker at genopstille ved næste folketingsvalg. Jeg har derfor stillet min ministerpost til rådighed, så statsministeren kan sætte det hold, som skal føre Venstre - og regeringen - til sejr ved næste valg. Derfor udtræder jeg nu af regeringen og fortsætter mit arbejde i Folketinget indtil videre', skriver han i opslaget.

Efter folketingsvalget i 2015 blev Esben Lunde Larsen udnævnt til uddannelses- og forskningsminister, mens han i februar 2016 overtog styringen af Miljø- og Fødevareministeriet.

39-årige Esben Lunde Larsen har ved flere lejligheder været i strid modvind som minister. Seneste måtte statsminister Lars Løkke Rasmussen tage fiskeriministeriet fra ham som følge af sagen om de såkaldte kvorekonger.

Her blev Lunde ikke mindst upopulær hos DF, da støttepartiet ikke mente, at han havde orienteret Folketinget godt nok om mulighederne for at dæmme op for kvotekongerne.

Sagen om storfiskerne er imidlertid blot en af mange møgsager, han har rendt ind i som minister. Du kan få et overblik over sagerne herunder.

Lundes utallige møgsager

Cv'et
Ekstra Bladet har afsløret, at Esben Lunde har fusket med sit cv. På Folketingets hjemmeside skrev Esben Lunde, at han er cand.theol., Københavns Universitet, fra 2001 til 2008'. Men det passede ikke. Lunde gik i stedet på den norske Misjonshøgskolen fra 2011 til 2005. Undervisningen i København foregik vel at mærke hos den strengt bibeltro uddannelsesinstitution Dansk Bibel-Institut.

Vindmøllerne
Som afsløret i Ekstra Bladet lagde Esben Lunde Larsen pres på Trafikstyrelsen i en sag, hvor hans egen far og bror havde økonomiske interesser i millionklassen.

Trafikstyrelsen havde af sikkerhedsmæssige årsager vendt tommelfingeren nedad til at opføre 25 kæmpe vindmøller i nærheden af Stauning Lufthavns landingsbane. Lunde indkaldte den daværende transportminister Magnus Heunicke (S) i samråd i sagen – uden at nævne noget om sin far og brors økonomiske interesser i sagen.

Fætteren
Ekstra Bladet har desuden afsløret, at Esben Lunde Larsen har besøgt og lovprist virksomheden Give Stålspær med bevingede ord under et ministerbesøg. Fabrikkens ene ejer, Torben Larsen, er Esben Lunde Larsens fætter på faderens side. Og det nævnte Esben Lunde heller ikke med et ord.

Plagiat
Esben Lunde Larsen kom i store vanskeligheder på baggrund af en sag om sin ph.d.-afhandling. Ekstra Bladet har afdækket, hvordan afhandlingen indeholdt en række tilfælde af plagiat. Senere afgjorde Praksisudvalget på KU, at ministeren ikke havde handlet i strid med god, videnskabelig praksis.

Talte usandt
Esben Lunde Larsen fik en en næse af Folketinget, der var så stor, at den mindede om en blodtud oven på sagen om kvotekonger i dansk fiskeri.

Et flertal i Folketinget mente ikke, at ministeren har orienteret partierne godt nok om mulighederne for at dæmme op for kvotekongerne.

Misbrug af embedsmænd
Først i juli afslørede Berlingske, at Esben Lunde Larsens embedsmænd havde lagt en politisk plan for, hvordan ministeren kunne overtage kontrollen med den nye fiskerilov, der i december blev vedtaget af et flertal uden om regeringen.

Ny strid
Senest har DF’s fiskeriordfører Ib Poulsen følt sig ’latterliggjort’ af ministeren, hvilket førte til, at DF’eren forlod et møde i vrede.

Sagen handler om, at Esben Lunde lader kvotekongerne slippe for billigt på bekostning af de små fiskere i en ny model for indbetaling til bedre arbejdsmiljø i fiskeribranchen, lyder det fra Dansk Folkeparti.

318 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere