Espersen om nigger-tweet: Svarer til at kalde mig voldtægtsmand

Jeppe Kofod forsøger at trække mig ned på Ku Klux Klans niveau. Det er ledt gjort, mener DF-veteranen

Søren Espersen frygter at blive sammenlignet med Ku Klux Klan, hvis han deltager i folketings-rejse til USA. (Foto: Benjamin Kürstein/Janus Engel/Polfoto)
Søren Espersen frygter at blive sammenlignet med Ku Klux Klan, hvis han deltager i folketings-rejse til USA. (Foto: Benjamin Kürstein/Janus Engel/Polfoto)

Når socialdemokraten Jeppe Kofod på Twitter beskylder DF's Søren Espersen for at have kaldt Barack Obama for USA's første 'nigger-præsident', kunne han lige så godt have beskyldt DF-veteranen for at være pædofil eller voldtægtsmand.

Sådan vurderer en rystet Søren Espersen den skade-effekt i USA efter Kofods omstridte tweet, hvor det socialdemokratiske medlem af Europa-Parlamentet har valgt at oversætte det danske ord 'neger' til 'nigger'.

- Det er ledt gjort. Det er et bevidst karaktermord på mig, og det ser ud til at lykkes. Det er meget meget usselt af ham, siger Søren Espersen, der nu har aflyst sin deltagelse Udenrigspolitisk Nævns rejse til USA i september. 

Jeppe Kofod nægter at trække nigger-påstanden. Søren Espersen kalder til gengæld socialdemokraten for en ’led stodder’.
(Foto: Benjamin Kürstein/Janus Engel/Polfoto) Dansk politik - 20. maj. 2016 - kl. 15:51 Kofod står fast i 'nigger'-sag: Så må han droppe rejsen

- Det kan ikke nytte noget, at man bevidst oversætter et ord forkert. Selv i USA er der er et univers til forskel på 'negro' og 'nigger'. Det er der også i Danmark på 'neger' og 'nigger'. Så enten er Jeppe Kofod utrolig dårlig til engelsk – eller også er det ond vilje. Men jeg har hørt ham tale engelsk. Han er dygtig, så jeg tror, at det er det sidste. Mon ikke han udmærket ved, hvad han har gjort?, siger Søren Espersen, der ellers er formand for nævnet.

- Men der er længe til turen. Er det ikke en overreaktion, at du ikke tager med?

- Jeg har været Amerika mange gange. Jeg kender jo godt, hvordan det er i det amerikanske system. Turen er to måneder før præsident-valget. Vi skal møde kongresmedlemmer og senatorer, hvor det her uvægerligt ville blive et emne. Og jeg kan ikke overskue at starte hvert møde med at skulle forklare, hvorfor Barack Obama ikke er en nigger. Det vil jeg simpelthen ikke. De andre medlemmer af nævnet skal heller ikke undgælde for det her. Jeg har jo bedt Jeppe Kofod om at trække det tweet tilbage, men det vil han ikke.

Ku Klux Klan

Søren Espersen forklarer, at han selv tjekker sine officielle udenlandske gæster på nettet, før han skal mødes med dem.

- Så dem, som jeg skulle mødes med, vil jo finde omtalen af denne her sag med det samme. For nu er det jo ude over det hele. Jeppe Kofod har jo tweetet direkte til Barack Obama og det Hvide Hus, så det vil dukke op. Tænk på at det her er hjerteblod for amerikanerne, hvis jeg skulle have kaldt deres præsident for nigger. Det er sådan et ordvalg Ku Klux Klan benytter sig af. Så det vil ikke gå upåtalt hen, og det kan jeg godt forstå. Derfor vil jeg lade Nick Hækkerup, der er næstformand for Udenrigspolitisk Nævns køre denne her tur.

- Så Jeppe Kofod har skadet din karriere?

- Jeg er blevet en gammel mand. Der snart er færdig på alle måder. Jeg har henvendt mig til den amerikanske ambassade her i Danmark og forklaret, hvad det drejer sig om. Men det er ude i Amerika alle de steder, hvor det betyder noget.

Lige under gud
Søren Espersen forklarer, at posten som 'Chairman of the Foreign Policy Committee' - som han altså har i Folketinget - har meget høj status i USA.

- Man er nærmest lige under gud. Sådan ved vi godt, at det ikke er her i Danmark, men derovre betyder det noget. Man har samme status som en minister, når man kommer til USA. Så derfor vil det fylde meget på turen og det vil skade Danmarks anseelse i USA.

- Det er ikke uvæsentligt, når det derovre bliver citeret, at 'the Chairman of the Foreign Policy Committee' har sagt, at 'Barack Obama is the first nigger President of the United States'. Det er hjerteblod for dem, og det vil jeg ikke have hvirvlet op igen et par måneder før det amerikanske præsidentvalg, forklarer han.

Glad for 15-årig pige
DF's medlem af Danmarks Radios bestyrelse Katrine Winkel Holm tager på sin JP-blog Jeppe Kofods tweet under kærlig behandling. Hun minder sine læsere om den gamle historie, hvor Jeppe Kofod havde sex med en blot 15-årig pige på et partiseminar.

'Det svarer til, at jeg siger: Når en politiker forfører en 15-årig på et socialdemokratisk påskeseminar, er det voldtægt. Måske ikke for ham selv, men det er det 'i min bog'. Så derfor er jeg i min gode ret til at kalde en sådan politiker for voldtægtsmand i alle internationale medier. Det må han tåle', skriver hun.

Den parallel vil Søren Espersen dog ikke drage direkte.

- Jeg ved ikke, hvad Winkel holm har skrevet. Så det vil jeg ikke forholde mig til. Men hvorfor er han så utrolig stædig og barnlig, at han ikke trækker det tweet tilbage? Jeg har bedt ham om at gøre det, men det vil han ikke. Jeg har kendt ham i mange år og været i 100-vis af debatter med ham. Det er ledt gjort, siger DF-veteranen.

- Du har selv sagt til Politiken: At få sådan noget klistret på sig svarer til, at man beskyldes for at være pædofil?

- Jamen det er da klart – eller hvis man siger, at jeg er voldtægtsmand eller andet grimt. Så jeg skal forsvare mig overfor noget, som jeg ikke er. Jeg har altid sagt, at jeg gerne vil stå på mål alle de mærkelige ting, som jeg har sagt – og jeg har fandme sagt mange mærkelige ting. Men jeg vil kraftedeme ikke stå på mål for noget, som jeg ikke har sagt.

- Jeg er blevet for gammel til at gide det. Vi skulle måske have 17 møder, og jeg kunne godt starte hvert møde med at forklare det, men det gider jeg simpelthen ikke. Jeg håber, at han kommer til fornuft. Men jeg tror ikke, at han forstår rækkevidden i det her.

311 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere