Der er knas om EU's forsvarsforbehold på Socialdemokratiets indre linjer.
I Vesthimmerland har den socialdemokratiske lokalafdeling nemlig ikke tænkt sig at at gå i takt med partitoppen og føre kampagne for et 'ja' til folkeafstemningen om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet.
Det fortæller lokalformand og byrådsmedlem i Vesthimmerlands Kommune, Anders Kjær Kristensen (S), til Ekstra Bladet.
- Nej, det gør vi ikke (fører 'ja'-kampagne, red.). Det har vi besluttet. Vi vil ikke føre kampagne for nogen ting. Vi vil sætte de der plakater op, som partiet synes, vi skal sætte op, så dem sætter vi selvfølgelig op, siger han og slår fast, at han umiddelbart er modstander af at afskaffe forsvarsforbeholdet.
- Min umiddelbare holdning er ’nej’, men nu vil jeg først se alle kampagner, argumentationer og debatter, for der kan jo godt komme gode argumenter frem, som jeg ikke lige har øje for nu. Men jeg synes jo, det er Nato, der skal stå for militæret og ikke EU, siger Anders Kjær Kristensen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Går mod partitoppen
Socialdemokratiet har ellers kastet sig ind i en stor 'ja'-kampagne, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) flere gange er kommet med anbefalinger om at stemme 'ja' til afskaffelsen.
- Tiden kræver sammenhold, ikke forbehold. Samarbejde og ikke enegang. Rusland-krisen viser mere end noget andet, hvor vigtigt det er, at Europa og Vesten rykker stadig tættere sammen og tager et større ansvar for vores egen sikkerhed, har statsministeren tidligere sagt og kraftigt anbefalet danskerne at afskaffe forsvarsforbeholdet.
Også transportminister Trine Bramsen (S) er vendt på en tallerken, når det kommer til forsvarsforbeholdet. I en debat på dk4 med Jan E. Jørgensen (V) udtrykte Trine Bramsen først en bekymring over, at EU pludseligt skulle bestemme, hvor danske soldater blev sendt hen. Nu mener hun altså, at EU ikke kan beslutte, hvor selvsamme danske soldater skal sendes hen.
Artiklen fortsætter under videoen ...
Splittet om 'ja' eller 'nej'
Alt imens andre socialdemokratiske lokalafdelinger i disse dage arbejder på højtryk for at gøre de lokale kampagner klar, ønsker lokalafdelingen i Vesthimmerland altså ikke at give den store hjælp til at overbevise danskerne om et 'ja'.
- Det er op til folk selv, hvad de vil stemme, siger lokalformand Anders Kjær Kristensen.
- Jeg synes jo, det er Nato, der skal stå for militæret, og ikke EU, fortsætter han.
- I kommer ikke til at gå på gaden med pamfletter?
- Nej, nej, nej, nej, det gør vi ikke.
- Hvorfor ikke?
- Jeg synes ikke, det er den lokale afdelings opgave. Det her er landspolitisk, så der må landspolitikerne træde i karakter med annoncer og kampagner, og hvad de nu vil. Jeg tror da også, vi er splittet over, om vi stemmer ’ja’ eller ’nej'. Ligesom alle andre partier næsten er.
- Så I følger ikke linjen fra toppen af Socialdemokratiet om at gå ind for et ’ja’?
- Vi sætter jo de der ’ja’-plakater op, som vi skal ved alle valgstederne, og når vi så trækker gardinet for i stemmeurnen, kan vi sætte krydset, hvor vi har lyst. Sådan er det.
- Jeg har talt med en anden lokalafdeling, som skal på gaden og føre kampagne i morgen. Er der nogen hos jer, der også gerne ville det?
- Næ, det tror jeg ikke, siger Anders Kjær Kristensen.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Danmarks nu tidligere justitsminister Nick Hækkerup ville hellere være lobbyist for Bryggeriforeningen end minister. Hør 'Ingen kommentarers' analyse af hele den sag i et ekstra-afsnit, der blev optaget tirsdag.