EU-modstander kunne ikke stemme nej til euroen

Rina Ronja Kari meldte sig ind i Folkebevægelsen mod EU i protest mod, at hun var for ung til at stemme nej til euroen. Søndag 15. februar fylder hun 30

Da hun var 15 år, blev hendes far træt af at høre på hendes brok. Rina Ronja Kari havde i 14 dage beklaget sig over, at hun ikke var berettiget til at deltage i folkeafstemningen om dansk deltagelse i euroen.

I stedet for at brokke sig måtte hun gøre noget, lød budskabet fra faderen. Og sådan gik det til, at Rina Ronja Kari blev medlem af Folkebevægelsen mod EU, som hun i dag repræsenterer i Europaparlamentet.

Og stod det til københavnske politiker, som fylder 30 år søndag, fandtes hendes arbejdsplads slet ikke.

- Helt grundlæggende er jeg imod EU, fordi jeg har en demokratisk opfattelse af, at beslutningerne skal tages så tæt på borgerne som muligt, forklarede hun i 2012 til Nørrebro Nordvest Bladet.

To år senere blev hun parlamentsmedlem, da hun afløste Søren Søndergaard, og efter få måneder i Bruxelles fik hun også vælgernes blåstempling af udskiftningen med 63.673 personlige stemmer og en fornyelse af mandatet.

Det var hendes tredje parlamentsvalg som kandidat for Folkebevægelsen, hvor hun igennem otte år fungerede som talsperson i først ungdoms- og siden hovedorganisationen.

Ved siden af EU-modstanden har Rina Ronja Kari en kandidatuddannelse i virksomhedsledelse, ligesom hun har været ansat som sekretariatsleder i Erhvervsskolernes Elev-Organisation og organisationskonsulent i Pædagogstuderendes Landssammenslutning.

Foruden Folkebevægelsen mod EU er hun også medlem af Enhedslisten.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere