Exit polls: Forspring til blå blok

De første exitpolls tegner et billede af, at Venstre mister ikke mindre end 12 mandater

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan

De første exit polls er tikket ind, efter valgstederne er lukket. Og konklusionen må blive, at valget stadig tegner sig til at blive en gyser, som spået gennem hele valgkampen.

Den seneste exit poll fra TV2 foretaget af Megafon viser, at rød blok står til 85 mandater, mens blå blok står til 90 mandater. Dermed er der med den forbundne usikkerhed forspring til blå blok.

DR's exit poll foretaget af Epinion viser også en kneben sejr til blå blok med 89 mod 86 mandater.

Så selvom det lige nu tyder på en smal sejr til blå blok, er det vigtigt at huske, at exit polls skal tages med et gran salt - især efter en valgkamp, der har været så uhyggeligt tæt i meningsmålingerne hele vejen igennem.

Begge målinger gælder kun for de danske partier, og vi kan derfor endnu ikke danne os et billede af, hvordan mandaterne muligvis kommer til at placere sig fra henholdsvis Grønland og Færøerne.

Løkkes problemer koster
Da der var EU-parlamentsvalg i maj sidste år, mistede Venstre halvdelen af sine mandater. De gik fra fire til kun at opnå to mandater ved valget.

De foreløbige exit polls tyder altså på, at partiet endnu en gang kommer til at opleve et valgsmæk uden lige.

Ifølge TV2's exit poll kan Venstre miste 12 mandater og ryge ned på tredjepladsen i rækkefølgen af, hvilket parti der er det største i Danmark.

Venstres Claus Hjort siger til Ritzau, at en del af forklaringen på Venstres tilbagegang skal findes i Venstres formand, Lars Løkke Rasmussens, problemer:

- Det er en smertelig tilbagegang. Det kommer efter et år, hvor vi har haft vores vanskeligheder. Det betaler vi en pris for i dag, siger Claus Hjort Frederiksen.

Trods tilbagegangen til Venstre kan Lars Løkke Rasmussen ende som statsminister. Det tør Claus Hjort dog ikke spå om:

- Det ligger så tæt, at vi ikke kan sige, om der kommer et magtskifte. Spændingen vil være intakt nogle timer endnu, siger Claus Hjort Frederiksen.

Alternativet ligger lunt i svinget
Ifølge DR's exit poll ligger Uffe Elbæks parti, Alternativet, til at overhale Konservative og få 4,9 procent af stemmerne. Det er kun 0,1 procentpoint under SF.

Socialdemokraterne går også frem og nupper pladsen som landets største parti. Dansk Folkeparti indtager andenpladsen i de foreløbige målinger - og det er netop foreløbige målinger. Det skal man huske, når der er tale om exit polls.

Liberal Alliance er også et af de partier, der ser ud til at kunne juble sent i aften. De står foreløbigt til 8,2 procent af stemmerne, hvis man skal tro DR's exit poll.

LA's grønlandsordfører, Villum Christensen, siger til Ekstra Bladets reporter hos partiet på Børsen i København:

- Det er næsten uhyggeligt, hvis Grønland eller 50 stemmer på Færøerne skal afgøre det. Det er bittert, nu vi går frem, men sådan er det jo, siger han og fortsætter:

- Folk kan ikke se forskel på Socialdemokraterne og venstre, så derfor får vi fremgang. Vi vil kræve os betalt. Vi skal selvfølgelig æde nogle kameler, hvis blå blok vinder, men det er jo en gemen styrkeprøve, der afgør politikken efter valget

136 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere