Få overblikket: Sådan vil Løkke lave om på folkeskolen

Flere fagtimer og en læsekampagne er blandt de initiativer, der er en del af regeringens nye folkeskoleudspil

Regeringen vil blandt andet have mere naturfag og kortere dage i folkeskolen. Video: Ritzau

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og undervisningsminister Merete Riisager (LA) har tirsdag fremlagt et folkeskoleudspil, der ændrer ved den omstridte folkeskolereform.

Fire år efter at folkeskolereformen er trådt i kraft, er regeringen klar nu til at justere på reglerne for folkeskolen.

I udspillet 'Folkets skole: Faglighed, dannelse og frihed', som er præsenteret tirsdag, er der syv initiativer.

De er som følger:

1. Flere fagtimer i folkeskolen:

Den nuværende understøttende undervisning reduceres med gennemsnitligt tre timer om ugen. I stedet indføres flere timer i naturvidenskabelige fag, og skoledagen forkortes med gennemsnitligt 1,8 timer..

2. Ny læsekampagne:

En treårig indsats skal styrke elevernes læselyst.

3. Færre faglige bindinger for undervisningen:

Tværgående temaer som 'it og medier' og 'innovation og entreprenørskab' snævres ind til at omfatte færre fag.

4. Færre vikarer og bedre lærerkompetencer:

Regeringen vil indføre større gennemsigtighed i brugen af vikarer og reducere den.

5. Større kompetencer til skolebestyrelser:

Skolebestyrelser skal have en plads i ansættelsesudvalget, når en ny skoleleder ansættes.

6. Præcisering af brugen af paragraf 16b:

I dag kan man bytte dele af den understøttende undervisning ud med en ekstra lærer i andre timer. Det har ifølge regeringen taget overhånd, og derfor skal reglerne indskærpes.

7. Forsøg med selvstyrende skoler:

Regeringen vil tilbyde én skole i hver kommune at indgå i en tiårig forsøgsordning, hvor den slipper for en række krav til blandt andet antal undervisningstimer, lektiehjælp og bevægelse. 

Kilde: Undervisningsministeriet.

178 kommentarer
Vis kommentarer