Få udbetalt dine feriepenge: Nu rykker det nærmere

Der tegner sig et politisk flertal for, at danskerne skal have udbetalt deres indefrosne feriepenge

En del af danskernes feriepenge er blevet indefrosset siden september sidste år. Nu tegner der sig et politisk flertal for at udbetale dem. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
En del af danskernes feriepenge er blevet indefrosset siden september sidste år. Nu tegner der sig et politisk flertal for at udbetale dem. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mange danskere har optjent en god portion feriepenge, som egentlig skulle have været indefrosset i en særlig fond frem til pensionsalderen.

Men nu er der udsigt til, at pengene i stedet tikker ind på kontoen inden for en overskuelig fremtid.

I hvert fald tegner der sig et politisk flertal for at udbetale midlerne, som dermed kan hjælpe økonomien i omdrejninger oven på coronakrisen.

Regeringens støtteparti Radikale Venstre ser nemlig positivt på idéen. 

'Vi drøfter en række væksttiltag i radikale netop nu. De indefrosne feriepenge kunne være et oplagt sted at se hen. Men vi har endnu ikke lagt os fast,' lyder det fra partiets finansordfører, Sofie Carsten Nielsen, i en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet.

I forvejen bakker samtlige borgerlige partier i udgangspunktet op om forslaget, og dermed er flertallet på vej til at falde på plads.

Positive økonomer
Derudover ser både den nuværende økonomiske overvismand, Carl-Johan Dalgaard, og hans forgænger, Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, positivt på at bringe de indefrosne feriepenge til udbetaling. Det skriver Finans.

Hos regeringspartiet, Socialdemokratiet, venter man dog med at blåstemple idéen. 

- Vi lytter til de forslag, der kommer i debatten - der er mange fra både økonomer, organisationer og andre partier. Vi afviser ikke noget for nuværende, og vi ser frem til at få en drøftelse med partierne om, hvordan man mest hensigtsmæssigt kan lave en genstart af Danmark, siger finansordfører Christian Rabjerg Madsen.

100 mia.
De indefrosne feriepenge udgør i alt 100 mia. kr. Ordningen skyldes, at danskerne optjener dobbelte feriepenge i overgangsfasen til en ny model.

For den enkelte er der tale om et beløb, som udgør 12,5 procent af den ferieberettigede løn. Det vil sige bruttolønnen fratrukket løn under ferie. Der skal betales skat af feriepengene, når de bliver udbetalt.

De optjente midler er blevet indefrosset siden 1. september 2019 - ordningen løber frem til 31. august i år. 

Det figurerer sandsynligvis på din lønseddel, hvor meget du præcist har optjent indtil videre. Alternativt kan du få en idé om det ved at benytte beregneren herunder.  

For at undgå en overophedning af økonomien var der i første omgang lagt op til, at de mange milliarder skulle indefryses frem til pensionsalderen.

Men med behovet for at sætte skub i økonomien, efter at cononakrisen lammede samfundet, har flere altså peget på en udbetaling af feriepengene som en oplagt mulighed.

584 kommentarer
Vis kommentarer