Får den kolde skulder: Skaarup undsiger Messerschmidt

DF-gruppeformanden afviser forklaring fra Messerschmidt i sagen om partiets brug af EU-midler

Foto: /ritzau/Per Folkver/Jens Dresling
Foto: /ritzau/Per Folkver/Jens Dresling

Der er rod i forklaringerne hos Dansk Folkeparti i den sprængfarlige sag om brugen af EU-midler.

Gruppeformand og medlem af partiledelsen, Peter Skaarup, går stik imod en forklaring, som Morten Messerschmidt disker op med i DR-dokumentaren 'DF og de skjulte bilag', som blev vist torsdag aften.

I dokumentaren afsløres det, at DF's EU-parlamentariker Jørn Dohrmann har afvist at få udarbejdet en revisorerklæring, der skulle vise, om de såkaldte blyantspenge fra EU blev brugt efter reglerne.

DF gik til valg på, at partiet via en revisorerklæring ville vise, hvad politikerne brugte blyantspengene på. Derfor skrev Morten Messerschmidt en mail til Jørn Dohrmann.

’Som I ved, er det et krav fra DF, at der udarbejdes erklæringer for anvendelse af disse penge’, skrev Messerschmidt i juli 2015 ifølge DR-dokumentaren.

Det ville Jørn Dohrmann dog ikke være med til med den anbefalede revisor, og derfor svarede han prompte.

’Mit private regnskab skal han (revisoren, red.) ikke have’, skrev Dohrmann i en mail.

Se også: Skeletterne vælter ud af skabet: DF i totalt EU-kaos

I dokumentaren påstår Messerschmidt, at han orienterede DF's ledelse om problemerne med at få en revisorerklæring fra Jørn Dohrmann. Men det vil Peter Skaarup imidlertid ikke have siddende på sig:

- Det er noget, der er kørt i Europa-Parlamentet mellem vores parlamentarikere dernede. Det er ikke noget DF på Christiansborg har været involveret i. Vi har haft en forventning om, at revisorerklæringerne ville komme, og at der var styr på det, siger Skaarup til Ekstra Bladet.

Privat konto
I DR-dokumentaren bliver det beskrevet, at Jørn Dohrmanns blyantspenge, der skal bruges til at holde kontor, røg direkte ind på Jørn Dohrmanns private firmakonto.

Det afslører interne mails fra en revisor i firmaet Crowe Horwath til DF’s Morten Messerschmidt.

’Jørn Dohrmann kører udgifterne via sit eget personlige firma, hvilket gør, at jeg ikke ser de faktiske udgifter og derfor heller ikke kan afgive en erklæring’, skriver revisor Hans Olsen til Morten Messerschmidt i juli 2015.

- Peter Skaarup, har du tillid til, at alt er som det skal være hos Jørn Dohrmann?

- Jeg sidder ikke i Europa-Parlamentet, så jeg kan ikke vurdere, hvad der er sket omkring revisorerklæringerne. Jeg kan bare sige, at vores klare budskab til Jørn Dohrmann - efter at vi finder ud af, at der er et problem med, at revisorerklæringerne bare viser, at pengene går ind i hans virksomhed - er, at han skal få lavet særskilte revisorerklæringer for blyantspengene. Så det står helt klart, hvilke midler der kommer, og hvad de bliver brugt til. Både fremadrettet og bagudrettet. Dermed kan man gøre op til sidst, hvor mange penge der skal tilbagebetales, hvis de ikke bliver brugt på de ting, som de skal bruges til, siger Peter Skaarup.

Morten Messerschmidt har oplyst til Ekstra Bladet, at han ikke har yderligere kommentarer til dokumentaren.

243 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere