Fængslet dansk forretningsmand jagtet af Skat i årevis

Retssag i USA afslører: Sigtet udenlandsdansker, der er mistænkt for bedrageri med udbytteskat for 37 millioner, havde i forvejen en gæld på 16,6 millioner til Skat

Den varetægtsfængslede udenlandsdansker levede på overfladen et beskedent liv i et beskedent rækkehus i Danmark indtil 2010, hvor han flyttede til USA. Privatfoto
Den varetægtsfængslede udenlandsdansker levede på overfladen et beskedent liv i et beskedent rækkehus i Danmark indtil 2010, hvor han flyttede til USA. Privatfoto

Ved du noget om sagen? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Den varetægtsfængslede udenlandsdansker, som er sigtet for groft bedrageri med såkaldt udbytteskat for 37,5 millioner kroner, har længe været i Skats søgelys.

Retsdokumenter fra USA viser nemlig, at Skat i Danmark allerede for flere år siden har bedt de amerikanske myndigheder om at opkræve en skattegæld på 16,6 millioner kroner (2,5 millioner dollar) hos udenlandsdanskeren. 

Penge som han ifølge Skat skyldte hjemme i Danmark.

Den 47-årige varetægtsfængslede forretningsmand udrejste i følge folkeregistret fra Danmark i 2010 og slog sig ned i en amerikansk sydstat. 

Her har han siden 2007 ejet forskellige luksusvillaer i millionklassen, hvoraf den ene blev købt i 2010 for 13 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under billedet...

Villaen til venstre købte den sigtede udenlandsdansker allerede i 2007 i en amerikansk sydstat for 6,1 mio. kr., mens han stadig boede i Danmark. Samme år begik han ifølge bagmandspolitiets sigtelse bedrageri for 37,5 mio. kr mod Skat. Pragtvillaen til højre købte han i 2010 for 13 mio. kr. få måneder efter, han flyttede til USA med familien.
Villaen til venstre købte den sigtede udenlandsdansker allerede i 2007 i en amerikansk sydstat for 6,1 mio. kr., mens han stadig boede i Danmark. Samme år begik han ifølge bagmandspolitiets sigtelse bedrageri for 37,5 mio. kr mod Skat. Pragtvillaen til højre købte han i 2010 for 13 mio. kr. få måneder efter, han flyttede til USA med familien.
 

Af retsdokumenterne fremgår det, at den varetægtsfængslede forretningsmand i foråret 2015 anlagde sag ved en amerikansk distriktsdomstol. Her anfægtede han, at de amerikanske myndigheder havde ret til at indkræve skattegælden på vegne af Danmark. 

Jeg bliver ruineret
Den nu sigtede forretningsmand gjorde gældende, at han have bedt om ’henstand’ hos de danske skattemyndigheder – og at skatteregningen ville betyde hans ’økonomiske ruin’ og i øvrigt ’ødelægge hans mulighed for at forsørge familien’.

Men ifølge dommen, som blev afsagt i begyndelsen af sidste år, fik de amerikanske myndigheder grønt lys af dommeren til at indkræve millionerne på vegne af Danmark. 

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få oplyst, om de amerikanske myndigheder rent faktisk har nået at opkræve pengene på vegne af Skat i Danmark. 

Der er heller intet i retsdokumenterne, som antyder, at den gamle skattegæld på 16,6 millioner kroner har direkte forbindelse til den nye sigtelse for groft bedrageri med udbytteskat for 37,5 millioner kroner i 2007. 

Faktum er dog, at der i sigtelserne mod forretningsmanden også indgår en sag om skatteunddragelse. 

Før forretningsmanden og hans familie flyttede til USA levede de, ifølge de danske registre i et beskedent rækkehus på cirka 100 kvadratmeter, som i dag er vurderet til cirka 1,6 millioner kroner.

I 2004 gik han konkurs med et avisomdeler-selskab, der i flere år havde været plaget af regnskabsrod og ulovlige aktionærlån

Anholdt i lufthavnen
Den midaldrende udenlandsdansker blev anholdt i Københavns Lufthavn 23. maj i år og har siden siddet varetægtsfængslet.

Tre dage senere blev hans formodede medskyldige, en 68-årig tidligere medarbejder i Skat, anholdt i Sverige, hvorefter han også blev varetægtsfængslet.

Ifølge statsadvokat Morten Niels Jakobsen tyder det på, at sagen – hvor udenlandsdanskeren og skattemedarbejderen sidder varetægtsfængslet – er en udløber af den store udbyttesag, der handler om formodet svindel for op mod 12,3 milliarder kroner i perioden 2012-2015.

Her har de danske myndigheder den britiske statsborger Sanjay Shah som den hovedmistænkte i sagen. Shah efterforskes for at stå bag et netværk, som har hvidvasket de mange milliarder.

Se også: To fængslet i sag om skattefusk for 37 mio: Det begyndte med en avisrute

Sådan blev Skat snydt

Skat har udbetalt mere end 12,3 milliarder kroner til folk bosat i udlandet, som har udnyttet et hul i Skats kontrol.

Det drejer sig svindel med forfalskede aktieudbytter, hvor selskaber i udlandet har søgt om at få udbetalt udbytteskat på baggrund af fiktive aktiebeholdninger og forfalsket dokumentation.

I mange lande skal selskaber ikke betale skat af udbyttet af deres aktier, mens skatten for danske selskaber er på 27 procent.

Svindlen sker, hvis selskaberne har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden de har ejet de aktier, de vil have tilbagebetalt skat for.

Hidtil har det kun været fremme, at svindlen begyndte i 2012.

Men den 'lille udbytteskattesag' viser, at bagmandspolitiet nu mener, at det allerede begyndte i 2007.

Ifølge sigtelserne, har en central medarbejder i Skat tilsyneladende spillet en vigtig rolle lige fra begyndelsen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere