Den detroniserede FH-dronning Lizette Risgaard er fortid i fagbevægelsen.
Men spørgsmålet om hendes løn spøger lidt endnu.
Ekstra Bladet har nemlig siden weekenden forsøgt at få et svar på, hvor mange eftervederlags-kroner Risgaard hiver med sig ud af hovedorganisationen. Men forgæves.
Hverken FH's pressetjeneste eller centrale aktører i medlemsorganisationerne har indtil mandag eftermiddag kunnet svare på, hvad fratrædelsesaftalen betyder i kroner og øre.
Og heller ikke den fungerende formand, Morten Skov Christiansen, har specielt stor talelyst, da Ekstra Bladet møder ham 1. maj på Fyn.
- Får hun penge med ud af butikken? vil Ekstra Bladets udsendte vide.
Spørgsmålet bliver imidlertid mødt med tavshed ad to omgange.
Heller ikke FH's formandskontor har kunnet svare på det ellers simple spørgsmål: Hvad får Lizette Risgaard efter afgangen som formand?
Vil fylde
Morten Skov Christiansen var ellers udmærket bevidst om den store interesse, sagen om Lizette Risgaard har vakt.
Søndag skrev han på Facebook, at det ville 'komme til at fylde' rundtomkring 1. maj.
'Jeg ved godt, at sagerne fra de seneste dage kommer til at fylde meget, og at mange vil have brug for at tale om alt det, der er sket.'
'Det synes jeg, der skal være plads til. Men jeg håber også, vi kan få tid til at tale politik og diskutere de vigtige udfordringer, der venter lønmodtagerne de kommende år,' skrev Morten Skov Christiansen i sit opslag.
Før sin exit som formand tjente Risgaard cirka halvanden millioner kroner plus pension på 18 procent årligt.
Ændrede vedtægter
Spørgsmålet om FH-formandens vilkår ved en fratrædelse kan i sidste instans ende som et spørgsmål på FH's kongres. I hvert fald strammede FH på deres seneste kongres - fagbevægelsens øverste myndighed - rammerne for, hvad hovedbestyrelsen egenhændigt kunne beslutte, når det kommer til formandsløn og -vilkår.
Her blev formuleringen 'Kongressen fastsætter lønninger for formand og næstformænd. Øvrige vilkår fastsættes af hovedbestyrelsen forud for kongressen' ændret til, at kun kongressen fastsætter vilkår. Nemlig: 'Kongressen fastsætter lønninger og tilsvarende vilkår for formand og næstformænd.'
Ekstra Bladet forsøger fortsat at få en kommentar fra FH.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Pamper-sporene skræmmer
Man skal ikke mange år tilbage i fagbevægelsen, før de fuldfede pamper-historier popper op.
I 00'erne scorede tidligere HK-formand John Dahl et gyldent håndtryk på 750.000 kroner, da han frivilligt skiftede job.
Og særligt LOs (i dag FH) tidligere næstformand Tine Aurvig-Huggenberger kunne smykke sig med pamper-stemplet, da det kom frem, at hun krævede en særdeles lukrativ pensionsordning fra sin gamle arbejdsgiver, efter at hun stoppede.
Endte i landsret
Sagen drejede sig om cirka seks millioner kroner i særlig tilsagnspension, som Aurvig-Huggenberger mente, hun havde ret til. Det endte i en stævning ved Københavns Byret.
Landsretten afgjorde dog i 2012, at hun ikke havde ret til LO-pensionen, da hendes 'afgang' ikke skyldtes hendes afgang fra arbejdsmarkedet, men blot fra jobbet.
Dermed omstødte landsretten dommen fra Københavns Byret, der i marts 2010 gav hende medhold.
Ekstra Bladet og Berlingske afslørede fredag, at FH-bossen Lizette Risgaard har optrådt grænseoverskridende overfor mænd ved flere lejligheder. Hør journalisterne bag fortælle historien i 'Ingen kommentarer'