Farlig fortid: Ti medlemmer af Black Army har kæmpet i Syrien

Ti medlemmer fra Black Army har taget turen fra Syriens krigsmarker til Gellerup og Vollsmose i Danmark

Black Army holder til i flere byer i Danmark. Ti medlemmer af banden har været i Syrien. Foto: Polfoto
Black Army holder til i flere byer i Danmark. Ti medlemmer af banden har været i Syrien. Foto: Polfoto

Har du informationer om bandemedlemmer, der er tidligere syrienskrigere, så tip os på sms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

En særdeles farlig cocktail har ramt Danmark.

Ekstra Bladet kan i dag afsløre, at op mod ti medlemmer fra den berygtede gadebande Black Army har været i Syrien eller Irak for at kæmpe og derigennem fået indgående våbentræning.

Det fortæller kilder i det ekstremistiske miljø til Ekstra Bladet. Oplysningerne bekræftes af en højtstående kilde i dansk politi, der vurderer, at det drejer sig om mellem otte og ti bandemedlemmer fra gruppen, som bærer emblemet med de to korslagte AK47-maskinpistoler, der har været af sted til den mellemøstlige krigsskueplads.

Michael Chau blev fotograferet på en luftværnskanon, mens han modtog militærtræning i en lejr mellem Idlib og Aleppo i det nordlige Syrien. Foto: AP Plus Fik våbentræning i Syrien: Nu kæmper han for Black Army i Danmark

Og det kan være en særdeles farlig kombinationen, advarer Politiets Efterretningstjeneste (PET) i den nyeste risikovurdering fra tjenestens Center for Terroranalyse (CTA):

’CTA vurderer, at personer, der har opholdt sig hos militant islamistiske grupper som IS, kan være radikaliserede, brutaliserede og voldsparate ved deres hjemkomst.’

Farligt
Black Army har udover grov vold, skyderier og narkohandel fornylig gjort sig bemærket ved at komme med så alvorlige trusler mod Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at han nu må have politibeskyttelse døgnet rundt.

Artiklen forsætter under billedet:

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har nu politibeskyttelse døgnet rundt efter trusler fra Black Army. Foto: UCL
Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) har nu politibeskyttelse døgnet rundt efter trusler fra Black Army. Foto: UCL

Den svenske terror- og sikkerhedsekspert Magnus Ranstorp mener, at politi og politikere bør være i højeste alarmberedskab over det farlige fænomen.

– Det er helt uacceptabelt, at de har truet en af demokratiets højeste tjenestemænd, og det her bør der slås ned på med det samme. Det er ekstremt alvorligt. De her typer har ofte fået kamp- og våbentræning, og de er langt mere voldsparate. Samtidigt er mange af dem også blevet indoktrineret.

– Det gør dem ikke kun til meget farlige bandemedlemmer, men de er også en trussel som potentielle terrorister, siger han.

Black Army

Black Army blev dannet i 2013 i Odense.

I dag har gruppen afdelinger i Odense, Næstved, Herning og Aarhus.

Gruppen ledes af Mohammed Daabas fra den berygtede Daabas-klan.

Der findes fra officielt hold ingen informationer om antallet af medlemmer. Black Army har tidligere selv meldt ud i 2014, at der var 200 medlemmer på landsplan, hvoraf 80 skulle være fra Odense-afdelingen. I en artikel i det digitale nyhedsmagasin Følgeton fra 2016, vurderer insidere og eksperter, at Black Army har 500 medlemmer på landsplan.

Terrorrisiko
Ekstra Bladet har spurgt om en kommentar til, at bandemedlemmer, herunder fra Black Army, har været i Syrien.

– PET er opmærksom på, at der er personer, som er eller har været udrejst til konflikten i Syrien/Irak, og som har eller har haft tilknytning til bandemiljøet. PET kan af hensyn til sit operative virke ikke komme nærmere ind på dette, skriver PET i et skriftligt svar.

PET vurderer samtidig, at hjemvendte bandemedlemmer fra krigen i Syrien og Irak med deres kamperfaring og træning er i stand til at begå terror:

– PET’s Center for Terroranalyse, CTA, vurderer, at personer, der har opholdt sig sammen med militante islamister i en konfliktzone, og som efter hjemkomst indgår i kriminelle miljøer, kan opnå øget kapacitet til at begå terror, skriver PET til Ekstra Bladet.

CTA vurderer, at der siden sommeren 2012 er udrejst mindst 145 personer – men sandsynligvis flere – fra Danmark til konflikten i Syrien og Irak.

Artiklen forsætter under billedet:

 

Bag narkohandel og vold

I den sidste tid har Black Army gjort sig særdeles bemærket i medierne og politiets døgnrapporter. Alene i de seneste uger har Fyns Politi anholdt og sigtet 14 personer, der enten er medlemmer af Black Army eller har tætte relationer til gruppen.

Black Army-medlemmerne har blandt andet været involveret i et groft overfald på en tankstation i Odense 8. marts og i organiseret handel med narkotika, hvor salget er foregået via mobiltelefon og sms.

Black Army stod også bag en episode i slutningen af marts, hvor de udviste truende adfærd over for Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), der som konsekvens nu fremover i en periode har politibeskyttelse døgnet rundt.

Et 20-årigt medlem af Black Army sidder lige nu også varetægtsfængslet, sigtet for 12. juli sidste år at have skudt en fængselsfunktionær to gange i benet foran Nyborg Statsfængsel.

Fyns Politi har også ved flere lejligheder fundet våben under ransagninger hos Black Army.

Forsvarsadvokat for Black Army-leder

Forsvarsadvokat:

Kender ingen Syrien-krigere i Black Army

Ekstra Bladet har uden held forsøgt at få en kommentar fra Black Army via klubbens hjemmeside. Her beskriver klubben sig selv således:

’Black Army blev startet i 2013 som en hyggeklub i Odense, hvor broderskab, fællesskab, sammenhold og loyalitet var en del af klubben. Den dag i dag er det stadig sådan i Black Army.’

Præsidenten og talsmanden for Black Army, Mohammed Daabas, sidder i øjeblikket varetægtsfængslet mistænkt for grov vold. Ekstra Bladet har været i kontakt med hans forsvarsadvokat, Mette Grith Stage, der også kender andre medlemmer af Odense-afdelingen:

– Mig bekendt er der ingen medlemmer af Black Army i Odense, som har været – eller er – Syrien-kriger, siger hun.

Ekstra Bladet har forelagt hende oplysningerne om Michael Chau og Ahmed Samsam. Til det siger hun:

- Michael Chau er ikke tilknyttet Odense-afdelingen, som er den afdeling, jeg ved noget om. Samsam har ikke haft tilknytning til Black Army i flere år.

 

OPDATERING lørdag klokken 11.30: I interviewet med Mette Grith Stage stod der i første omgang, at hun ingen kommentarer havde til oplysningerne om Michael Chau og Ahmed Samsam. Det er nu ændret til ovenstående.

Michael Chau blev fotograferet på en luftværnskanon, mens han modtog militærtræning i en lejr mellem Idlib og Aleppo i det nordlige Syrien. Foto: AP Plus Fik våbentræning i Syrien: Nu kæmper han for Black Army i Danmark

Har du informationer om bandemedlemmer, der er tidligere syrienskrigere, så tip os på sms 1224 (alm. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen