Farvel og forgyldt: Så fede er fratrædelserne i Rigsrevisionen

Statens vagthund har givet en række medarbejdere fratrædelsesordninger, som er helt usædvanlige andetsteds i det offentlige

Rigsrevisor Lone Strøm har stået i spidsen for 13 fratrædelsesordninger, som i gennemsnit har givet medarbejderne 13,5 måneders fuld løn og fuld fritstilling. Foto: Jens Dresling/Polfoto
Rigsrevisor Lone Strøm har stået i spidsen for 13 fratrædelsesordninger, som i gennemsnit har givet medarbejderne 13,5 måneders fuld løn og fuld fritstilling. Foto: Jens Dresling/Polfoto

For at slippe af med en række medarbejdere har Rigsrevisionen - statens økonomiske vagthund - punget ud med lukrative fratrædelsesordninger.

En aktindsigt viser, at revisionen siden 2012 i flere tilfælde har skippet medarbejdere af sted med betydeligt mere end et års løn samt en betingelsesløs fritstilling med i bagagen.

De gunstige fratrædelser i Rigsrevisionen får flere fagforbund for offentligt ansatte til at spærre øjnene op. Deres medlemmer må kigge i vejviseren efter sådanne ordninger.

To år med fuld løn
Blandt de i alt 13 aftaler, som Rigsrevisionen har indgået, er der eksempler på øjeblikkelige fratrædelser med både 17 og 24 måneders fuld løn - selv om den almindelige opsigelse blot lyder på løn i mellem seks og ni måneder. I gennemsnit har Rigsrevisionen givet, hvad der svarer til 13,5 måneders løn i forbindelse med fratrædelsesordningerne.

I flere tilfælde har Rigsrevisionen desuden afholdt udgifter på typisk op til 40.000 kroner til at betale konsulenter og rekrutteringseksperter i forbindelse med såkaldte 'outplacementforløb' til medarbejderen.

Andetsteds i den offentlige sektor - hos de kommunalt ansatte - ville sådanne ordningerne fuldstændig sprænge den økonomiske ramme for fratrædelser. Her må en fratrædelsesordning maksimalt lyde på et beløb svarende til 12 måneders løn. Det fremgår af vejledningen fra Kommunernes Landsforening i forbindelse med 'fratrædelsesordninger i vanskelige afskedigelsessager'.

Se også: Fratrædelsesaftaler i Rigsrevisionen.pdf

Præsterer ikke tilstrækkeligt
Rigsrevisor Lone Strøm forklarer, at man har indgået de pågældende fratrædelsesaftaler med 'medarbejdere, hvor vi har vurderet, at de ikke længere præsterer tilstrækkeligt godt til, at der er et rimeligt udbytte af deres arbejdsindsats i forhold til den løn, vi betaler'.

Ifølge rigsrevisor er fratrædelsesordningerne blandt andet trådt i stedet for en såkaldt afprøvningsperiode, der skal bruges til at dokumentere, at en afskedigelse er berettiget.

Utænkelige ordninger
Ikke desto mindre slår flere fagforbund fast, at fratrædelsesordninger af den kaliber, man ser i Rigsrevisionen, er fuldstændig utænkelige for deres medlemmer.

-  Vores medlemmer får maksimalt seks måneders opsigelsesvarsel og så eventuelt tre måneders fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2a. Færdig slut, siger faglig chef i HK Stat Tina Green, der i sin tid i HK Stat aldrig har oplevet medlemmer, der har fået en fratrædelsesaftale på mere end et år.

HK Stat har blandt andet har statsansatte it-medarbejdere og kontorfunktionærer på medlemslisten.

Højere luftlag
Hos både 3F og FOA er meldingen også, at man ikke er bekendt med fratrædelsesaftaler i den størrelsesorden, som Rigsrevisionen har givet.

- Jeg mindes ikke at være stødt på så gunstige aftaler for vores medlemmer, siger chefjurist i FOA Ettie Trier Petersen.

Næstformand i 3F's offentlige gruppe David Gibson slår desuden fast, at en såkaldt afprøvningsperiode ikke er noget, man opererer med i fagforbundet.

- Den slags findes kun iblandt det højere luftlag og tilsyneladende også hos visse institutioner inden for staten, siger David Gibson.

***

Betingelsesløs fritstilling

I alle de 13 sager, som Ekstra Bladet har gennemgået, er der tale om såkaldt betingelsesløs fritstilling. Det betyder, at medarbejderne frit kan tage et andet job og således få dobbeltløn i hele perioden. Rigsrevisor Lone Strøm oplyser dog, at kun to fritstillede medarbejdere i de sidste 25 år har fået andet arbejde i fritstillingsperioden og således oppebåret dobbeltløn.

* * *

Rigsrevisor: Det er prisen

Ekstra Bladet har konfronteret rigsrevisor Lone Strøm med fratrædelsesordningerne i Rigsrevisionen.

Hun forklarer, at det kræver noget særligt at afskedige en medarbejder på baggrund af, at vedkommende ikke præsterer tilstrækkeligt godt.

- For at kunne afskedige med denne begrundelse skal man som arbejdsgiver kunne dokumentere dette forhold på en måde, så også personer, der ikke har oplevet medarbejderen præstere i det daglige arbejde, kan nå frem til samme konklusion, forklarer rigsrevisor.

Skal dokumenteres
Ifølge Lone Strøm skal medarbejderen igennem en såkaldt afprøvningsperiode, før der er tilstrækkelig dokumentation for en afskedigelse.

- Vi har en erfaring med afprøvningsperioder på mellem otte og 14 måneder. Hvis jeg afskediger en medarbejder, skal jeg kunne argumentere over for f.eks. Djøf, at denne medarbejder ikke på noget tidspunkt kan løfte de sager, som de skal kunne løfte. Og det tager altså lang tid at dokumentere.

I stedet for at skulle igennem afprøvningsperioderne har Rigsrevisionen indgået de pågældende fratrædelsesaftaler.

- Ville I ikke kunne have sparet penge ved at træde til med en almindelig afskedigelse?

- Nej, det er vores klare overbevisning, at det ville vi ikke kunne. Vi vurderer hver eneste gang, hvad det vil koste at skulle benytte afskedigelse ud fra, hvilket forløb vi tror, vi skulle igennem. Hvis vi mener, at det er en reel afskedigelsessag, så kører vi den.

- I gennemsnit bliver de her mennesker fritstillet med 13,5 måneders løn. Er over et års løn prisen, hvis Rigsrevisionen skal af med en medarbejder?

- Det er vores erfaring, at det er prisen, hvis vi skal af med medarbejdere. Mange af dem har været her i rigtig mange år, så de har typisk krav på seks måneders løn. Og så skal man også køre et forløb, hvor vi skal dokumentere, at folk ikke kan løfte opgaven.

- Men vi taler om aftaler på i gennemsnit 13,5 måneder plus i flere tilfælde engangsbeløb til kurser og andet. Er det prisen?

- Det er prisen, når vi skal dokumentere tingene, som vi skal. Vi skal kunne dokumentere, at medarbejderen ikke kan løfte opgaven. De er meget nemmere stillet i det private, hvor man ikke behøver at foretage den her dokumentation. Det er vilkårene. Vi kan ikke lave gyldne håndtryk hos os. Det kan og må man ikke.

- Bærer det ikke præg af et gyldent håndtryk at blive fritstillet med omkring halvandet års løn?

- Overhovedet ikke. Det mener jeg ikke.

- Mange af disse medarbejdere har været ansat i mange år. Har I været for dårlige til at vurdere deres kvalifikationer løbende?

- Nej, men der sker jo ting i folks liv. Man kan blive syg, skal igennem en skilsmisse eller andre ting. Rigsrevisionen er også på en rejse, hvor man laver ting anderledes. Det er nogle personer bedre til at håndtere end andre. Vi har skruet op for produktionen, og det gør jo noget ved folk. Nogle kan bedre følge med end andre.

- I har kritiseret virksomheder i staten, der har givet fratrædelsesordninger, hvor aftalen var væsentlig bedre, end hvis der var foretaget en afskedigelse. Så det er bedre ordninger, end I har givet?

- Ja, det er det. Det kan være, at man sender en af sted med flere års løn.

- Men her sender I vel også medarbejderne af sted med flere måneders løn, end de ville have fået med en afskedigelse?

- Nej.

- Men i afprøvningsperioden kan de jo også levere et reelt stykke arbejde. Så I formoder vel kun, at de ikke vil udføre deres arbejde i denne periode?

- Præcis.

- Men det er vel ikke givet?

- Om det er givet eller ej, er en vurdering. Men når vi når dertil, hvor vi begynder at sætte de her mekanismer i gang, så er der en begrundet overbevisning om, at vi ikke kan løfte den her medarbejder, siger Lone Strøm.

 

298 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere