Faxe Kondi og saltstænger: 600 kroner for at blive dansker

Der skal være brugerbetaling på grundlovsceremonien for nye danske statsborgere

Inger Støjberg (V) afholdt som udlændinge- og integrationsminister den første grundlovsceremoni i januar.

Det er blevet dyrere at blive dansker.

Gebyret for at ansøge om statsborgerskab blev sidste år hævet fra 1.200 til 3.800, og en del af prisen er 600 kroner for grundlovsceremonien, hvor der er krav om håndtryk.

Det skriver udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), i et svar til Folketinget.

Under den tidligere Venstre-regering vedtog Folketinget i december 2018 den omdiskuterede regel om håndtryk ved grundlovsceremonien, som af blandt andre Det Radikale Venstre er blevet kaldt symbolpolitik.

Og det er da også de radikales udlændingeordfører, Andreas Steenberg, som nu er ude med symbol-riven.

- Jeg synes, det er at spilde folks tid og penge med dum symbolpolitik. Langt, langt de fleste, hvis ikke alle, har ikke noget problem med at give et håndtryk. Men nu skal de altså bruge tid, vente på deres statsborgerskab og betale 600 kroner for at give et håndtryk. Det er simpelthen for dumt, siger han til DR.

Han anerkender, at de fleste sagtens kan klare at betale 600 kroner og give et håndtryk, men mener, at loven er med til at øge bureaukratiet.

- Det er bureaukratiet, der koster penge og gør, at man skal betale 600 kroner. Det mest oplagte ville være at lade være med at holde en ceremoni, som ikke rigtig gør en forskel, siger Andreas Steenberg.

- Når nu du synes, det er spild af tid og penge, kunne I så finde på fra de radikale at kræve af regeringen, at de afskaffer de her ceremonier?

- Ja, det vil vi tage op, når vi skal forhandle med regeringen igen. Det er et af vores ønsker, at man gør det mere fornuftigt at kunne blive statsborger.

- Det er fint nok, at man skal kunne dansk, vide noget om Danmark, og at man ikke skal være kriminel, men at folk selv skal betale og bruge tid på at skulle igennem det her, det synes jeg er langt ude, siger han til Ekstra Bladet.

Står fast
Selvom håndtryks-ceremonien har mødt modstand fra det socialdemokratiske bagland, har udlændinge- og integratiosministeren holdt fast.

- Vi glæder os til at holde de her ceremonier, og jeg opfordrer alle borgmestre til at få indkøbt saltstænger og Faxe Kondi, hejse flaget og invitere lokalavisen og gøre en fest ud det, sagde Mattias Tesfaye tidligere på året.

Også partiets udlændingeordfører, Rasmus Stoklund, er tilhænger af både ceremonien og prisen.

- Det ligger ikke lige på tegnebrættet at afskaffe dem nu. Nu vil vi se, hvordan de fungerer i praksis, og hvis det fungerer godt, og det er så festligt, som jeg i hvert fald tror, det kommer til at være, så kan jeg ikke se nogen grund til at gå i gang med at afskaffe dem, siger han til Ekstra Bladet.

- Synes du, at 600 kroner er en rimelig pris for et håndtryk?

- Det er jo ikke alene for håndtrykket, man betaler. Der er jo, fordi der er noget arbejde med at arrangere de her håndtryks-ceremonier. Så jeg synes, det er helt rimeligt, at det er dem, der ansøger om statsborgerskab, som afholder udgifterne og ikke skatteborgerne, siger Rasmus Stoklund.

442 kommentarer
Vis kommentarer