Fem af Alternativets profiler forlader Folketinget

Kun halvdelen af Alternativets folketingsgruppe genopstiller. Det bekymrer ikke politisk leder Uffe Elbæk

Når valget er afholdt inden for de næste måneder, betyder det også, at Alternativet må sige farvel til mindst halvdelen af den nuværende folketingsgruppe.

Af forskellige årsager har Ulla Sandbæk, René Gade, Roger Matthisen og Pernille Schnoor valgt ikke at genopstille.

Rasmus Nordqvist genopstiller, men han er også Alternativets spidskandidat til Europa-Parlamentet, og han har oplyst, at han forlader Folketinget, hvis han bliver valgt til EU-Parlamentet ved valget 26. maj.

Men det bekymrer ikke partiets politiske leder, Uffe Elbæk, at flere af Alternativets profiler ikke vil være at finde på stemmesedlen.

Se også: Uffe klar med hemmelige krav

- Jeg kommer til at savne dem som kolleger, men jeg er ikke bekymret for Alternativet, for der står en enormt talentfuld ny generation af kandidater, som er så sultne på at komme ind i Folketinget, siger han.

Partiet er lørdag samlet til landsmøde i Odense, som i år kun varer en dag i stedet for en hel weekend, fordi kræfterne skal spares til den snarlige valgkamp.

Da partiet ved sidste valg stormede i Folketinget, var det også med ukendte kandidater, bemærker Uffe Elbæk. Det var kun ham selv og Ulla Sandbæk, som havde parlamentarisk erfaring. Elbæk fra Folketinget og Sandbæk fra EU.

- Det, man skal huske, er jo, at da vi gik til valg i 2015, var jeg den eneste, som folk kendte, og de profiler er nogle, som er blevet profiler, og den dynamik og psykologi vil også være det, der kommer til at præge et nyt hold, siger han.

Selv har Uffe Elbæk sagt, at han på et tidspunkt i næste valgperiode vil stoppe som leder for partiet. Men det trak han tilbage i forbindelse med, at han sidste sommer meldte sig som statsministerkandidat.

Han afviser dog at svare på, om der skal findes en ny leder for partiet i løbet af de næste fire år, hvis han ikke bliver statsminister - hvilket han i øvrigt heller ikke selv regner med.

- Jeg har jo slet ikke sat årstal på, hvornår jeg har en udløbsdato som politisk leder, siger han.

- Alle ved, hvis de ser på min fødselsdato, at jeg bliver 65 år til sommer, og selvfølgelig kommer der et tidspunkt, hvor der skal komme en anden politisk leder, men det er slet ikke nu.

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere