Fem skarpe om afbrudt samråd med miljøminister

Socialdemokraternes Simon Kollerup valgte at aflyse et samråd med miljøministeren. Bliv klogere her.

I et samråd skulle miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) onsdag eftermiddag forklare interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrugs indflydelse på et kommissorium - skriftligt oplæg - til en arbejdsgruppe om vandløb.

Samrådet i Miljø- og Fødevareudvalget var stillet af samtlige røde partier.

Det fik dog en brat afslutning, da Socialdemokraternes landbrugs- og fødevareordfører, Simon Kollerup, valgte at afbryde det.

Her kan du blive klogere på hvorfor:

Spørgsmål: Hvorfor holder I fast i samrådet, når det alligevel bliver afbrudt så tidligt?

- Vi dukker selvfølgelig altid op i Folketingets udvalg og begrunder de samråd, vi har indkaldt til. Sådan er proceduren og respekten for folkestyret.

- Bagefter gav vi ministeren mulighed for at give afklaring på den mildest talt mærkværdige situation, vi står i her på Christiansborg og fortælle, om hun er minister dagen ud. Den afklaring var hun ikke i stand til at give.

Spørgsmål: Hvad ville I gerne have hørt fra ministeren?

- Vi ville gerne have hørt, om hun kunne give afklaring på, om hun var minister dagen ud, for det er hele grundlaget for, om sådan et samråd giver mening.

- Derfor besluttede vi efter at have fulgt proceduren med at begrunde samrådet, at det ikke gav mening at trække det i langdrag, men det var bedre at afslutte.

Spørgsmål: Hvorfor ikke bare udskyde i stedet for at aflyse?

- For os er respekten for folkestyret det vigtige. Og har man respekt for Folketinget og dets udvalg, så kommer man selvfølgelig og begrunder de samråd, man har indkaldt til. Ministeren var allerede i udvalget til et lukket samråd forud for det åbne.

Spørgsmål: Det sker jo jævnligt, at man udskyder samråd og finder nye datoer, hvorfor ikke gøre det?

- Dagen i dag er ærlig talt ret tumultarisk, og der kommer nye meldinger, og pressemødet med statsministeren lå lige op til, hvor vi også havde forventet at få en afklaring på situationen.

- Det er et spørgsmål om få minutter fra pressemødet med statsministeren slutter, til vi går i samråd, så det tidsrum var der slet ikke. Så vælger vi at begrunde samrådet, det gør man, men når vi ikke kan få en afklaring, så giver det ikke mening, og så lader vi ministeren gå.

Spørgsmål: Det kan fremstå som et forsøg på at udstille ministeren foran pressen, var det det?

- Absolut ikke. Det her er i respekt for Folketinget og dets udvalg, at vi kommer og begrunder samrådet. Vi havde gerne set, at Lars Løkke Rasmussen var i stand til at afgive forklaring inden samrådet, men det sluttede først få minutter inden.

- Derfor går vi ned i samrådet, beder ministeren om en afklaring. Den kan ministeren ikke give, og så synes vi ikke, det er meningsfuldt at sidde i mange timer i endnu et samråd.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere