Fik skideballe af Ellemann: 'Han er blevet noget hidsig på det seneste'

Jakob Ellemann-Jensen var tydeligt sur over bemærkning fra Socialdemokratiets Jesper Petersen under spørgetime i Folketinget. Nu reagerer socialdemokraten på skideballen

Ellemann blev pludselig afbrudt af Socialdemokraternes politiske ordfører - se klippet her. Video: Folketinget TV

Socialdemokratiets politiske ordfører, Jesper Petersen, er noget forbløffet over den overhaling, han fik af V-formand Jakob Ellemann-Jensen under Folketingets spørgetime tidligere i dag.

- Jeg oplevede det som en klar overreaktion. Jeg gav rigtig nok en lavmælt bemærkning, men jeg skal da ellers love for, at Ellemann viste et opfarende temperament.

Jepser Petersen i Folketingssalen. Foto: Jens Dresling
Jepser Petersen i Folketingssalen. Foto: Jens Dresling

- Der har vist sig at være kort fra den charmerende side af ham, til at han er blevet noget hidsig på det seneste.

- Ellemann taler en del om cirkus for tiden. I dag var der mere hidsigt næsehorn end rolig hanelefant over ham, lyder det fra Jesper Petersen.

Det var under en debat om S-regeringens ansættelser af pressechefer med tætte bånd til ministre, at Jesper Petersen lod en bemærkning falde henvendt til Ellemann.

V-formanden var i fuld gang med at formulere et kritisk spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen (S), da han blev afbrudt af Jesper Petersen.

Den politiske ordfører ville vide, om Ellemann havde dokumentation for sin anklage om, at ansættelserne af pressecheferne var politiske.

- Hvis Socialdemokratiets politiske ordfører har noget at sige, skal han måske bede om ordet i stedet for at sidde og råbe ... Vi er ikke i cirkus!, lød det herefter i en veritabel skideballe fra Jakob Ellemann-Jensen.

Jakob Ellemann, da han får øje på Jesper Petersen under dagens debat i Folketinget. Screendump Ft.dk Dansk politik - 26. nov. 2019 - kl. 13:56 Hidsig Ellemann: - Vi er ikke i cirkus!

- Jesper Petersen, hvis du sad og hviskede, havde Ellemann vel ikke hørt det. Var det nu også så lavmælt, det du sagde?

- Pernille Skipper sidder lige ved siden af mig, og hun havde ikke engang hørt, hvad jeg sagde. Det sker i Folketingssalen, at medlemmerne giver en bemærkning frem for sig i luften, og det kan da godt være, at der var en decibel for meget på. Men det var en kraftig overreaktion af Ellemann.

Opfarende temperament
Efter spørgetimen spurgte Ekstra Bladet Jakob Ellemann ind til kontroversen med Jesper Petersen. Her bemærkede Ellemann bl.a., at han ikke synes, 'man hører hjemme på forreste række, hvis man ikke kan opføre sig ordentligt.'

- Det, synes jeg, er at fortsætte overreaktionen. Han viser et noget opfarende temperament for tiden, lyder Jesper Petersens replik.

- Men skulle du have holdt inde med den kommentar?

- Det sker på alle rækker, at der bliver givet en bemærkning til noget, der foregår i salen. Og det var åbenbart voldsomt generende for Jakob Ellemann. Der var muligvis en decibel for meget på, men han skulle da bare være forsat.

- Nu sidder du ikke på bagerste, men forreste række. Skal der så ikke være en særlig hensyntagen til dem, der er en del af debatten?

- Jeg synes virkelig, at det var en overreaktion. Mange bemærkede slet ikke, hvad der var sket. Det var påfaldende lidt, der skulle til, for at han for voldsomt op, siger Jesper Petersen.

126 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere