Finanslovsforhandlinger udskudt igen

Søndagens finanslovsforhandlinger er udskudt efter uenighed mellem S og R

Forhandlingerne om næste års finanslov er igen blevet udsat.

Regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet skulle ifølge TV2 mødes søndag til middag, men mødet er nu udskudt til 20.00.

Også i går blev der sat en midlertidig stopper for forhandlingerne, som skulle være fortsat 17.30, men blev udskudt til søndag.

Foto: Ritzau Scanpix Dansk politik - 30. nov. 2019 - kl. 17:09 Finanslovsforhandlinger aflyst med kort varsel

Ifølge mediet drejer det sig om uenigheder mellem regeringen og de radikale.

- Det er som om, finansministerens høvl sidder fast i de samme knaster hele tiden, så måske han skulle slibe sin høvl en lille smule.

- Man må jo lytte til de partier, der holder en ved magten. Og vi er ikke helt i mål endnu, siger Ida Auken, klimaordfører for Radikale Venstre, til TV 2.

Finansordfører for de radikale, Sofie Carsten Nielsen, oplyser til Ekstra Bladet, at det i øjeblikket er Socialdemokratiet, der træder på bremsen.

'Vi venter på socialdemokraterne. Og fair nok hvis de lige skal have tid til at tænke sig om', skriver hun i en SMS.

Problembarnet i rød blok
Ifølge Ekstra Bladets politiske kommentator, Henrik Qvortrup, er de udskudte forhandlinger da heller ikke mere problematiske, end at Danmark nok skal få en finanslovsaftale snart.

- Det der foregår i de her timer er en klassisk, politisk nervekrig. Vi kan også kalde det en stirrekonkurrence. Men pointen er, at hverken regeringen eller de radikale kan holde til, at det her falder på gulvet, siger han.

Qvortrup mener, at de radikale er ved at indtage den position, som både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance havde i forhandlingerne med den tidligere regering.

- Der er ikke nogen tvivl om, at de radikale er problembarnet i rød blok, men dermed ikke sagt, at de gør noget forkert, for de presser sådan set bare citronen til det yderste.

- De radikale har jo også en interesse i, at det ser svært ud, for så står de jo tilbage som dem, der virkelig kæmper for egne mærkesager, siger han.

På trods af uoverensstemmelserne holder Henrik Qvortrup dog fast i, at finansloven er lige på trapperne.

- Forventningen var nok den, at det skulle lykkes i dag, og jeg vil heller ikke helt afvise, at der kan komme en finanslovsaftale sidst på aftenen.

- På et tidspunkt vil en af parterne blinke, men lige nu har de radikale scenen, og det udnytter de, siger Qvortrup.

84 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere