Finansminister henter topchef i Københavns Kommune

Nicolai Wammen (S) har ansat direktør for Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune som ny departementschef

Kort efter folketingsvalget i juni fratrådte den daværende departementschef i Finansministeriet, og der er nu fundet en afløser for Martin Præstegaard til den centrale post.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har ansat 43-årige Peter Steensgaard Mørch som ministeriets nye departementschef, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

Peter Stensgaard Mørch kommer fra stillingen som administrerende direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune, og han har tidligere været departementschef for statsminister Mette Frederiksen (S), da hun var beskæftigelsesminister.

Derudover har Peter Stensgaard Mørch været kontorchef i Finansministeriet og kontorchef i Velfærdspolitisk Sekretariat i Indenrigs- og Sundhedsministeriet tilbage i 2007.

Martin Præstegaard forlod posten som departementschef for at blive viceadministrerende direktør i ATP.

- Jeg ser meget frem til at vende tilbage til Finansministeriet, som jeg kender som en arbejdsplads med ambitiøse medarbejdere og et tårnhøjt fagligt niveau, udtaler den nye departementschef, Peter Steensgaard Mørch:

- Finansministeriet er samtidig et vigtigt maskinrum for den offentlige sektor og for regeringsarbejdet, og jeg glæder mig til at lægge alle kræfter i at få det til at fungere bedst muligt samt at betjene finansministeren i arbejdet med at gennemføre regeringens politik.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere