Danskernes levetid er steget markant de senere år, men der er fortsat stor forskel på, hvor længe ufaglærte og andre grupper kan se frem til at leve.
Faktisk er de ufaglærtes levetid steget mindre end andres, viser en ny analyse fra Finansministeriet.
Det får dog ikke regeringen til at arbejde for en differentieret tilbagetrækningsalder, sådan som det blandt andet har været foreslået i fagbevægelsen.
Det fastslår finansminister Kristian Jensen (V), der inden sommer vil præsentere regeringens forslag til at hæve pensionsalderen ud over det, der allerede er aftalt.
Modstanden mod at lade de ufaglærte gå før på pension skyldes både praktiske grunde og principielle overvejelser, forklarer Kristian Jensen.
- Selv i et gennemreguleret samfund som det danske har vi faktisk meget dårlige statistikker på, hvornår folk startede på arbejdsmarkedet, siger han.
- Vi ved faktisk reelt ikke, hvornår folk er startet, og hvornår man har været fuldtidsansat.
- Det andet er, at jeg hellere vil gøre en indsats for at løfte levetiden for de her grupper og sørge for, at det ikke bare er et spørgsmål om, hvor længe man er på arbejdsmarkedet. Livet er mere end arbejdslivet for mig, siger han.