Seks tidligere ministre, som blev fyret af vælgerne ved juni-valget i år, har mulighed for at benytte en firma-fidus, når de modtager eftervederlag svarende til deres ministerløn.
De har alle – som man se i oversigten – oprettet egne virksomheder, viser Ekstra Bladets gennemgang af erhvervsregistre.
Der er nemlig et hul i loven om ministres gyldne håndtryk, så politikerne kan få det såkaldte eftervederlag, når de går af, og kan tjene penge ved siden af uden modregning.
Fidusen kræver blot et firma, oplyser advokat Torben Bagge, leder af skatteafdelingen i TVC advokatfirma.
– Der er et hul i loven, fordi politikerne kan undgå at blive modregnet i eftervederlaget, hvis politikerne har en virksomhed. Det er så op til den enkeltes moral, om man vil udnytte det, siger Torben Bagge.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Skjulte penge
Eksministre bliver modregnet af de penge, som de betaler arbejdsmarkedsbidrag af, oplyser Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Finten består så i at lave en virksomhed på den såkaldte virksomhedsordning – for eksempel en enkeltmandsvirksomhed – hvor regnskaber er skjult for offentligheden.
– Setuppet med enkeltmandsvirksomheder gør det sværere at gennemskue politikernes indtægter, fordi enkeltmandsvirksomheder er så lukkede, forklarer skatteadvokaten.
Penge tjent samtidig med det gyldne eftervederlag, der svarer til en ministerløn, bliver så i virksomheden, indtil minister-dagpengene fra det offentlige udløber. Herefter kan man overføre løn til sig selv uden modregning.
Jensen: ’En privatsag’
Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og tidligere finansminister Kristian Jensen (V) har begge stiftet enkeltmandsvirksomheder efter valget med godt en uges mellemrum.
Lars Løkke Rasmussen vil ikke snakke økonomi med Ekstra Bladet, mens Kristian Jensen ikke afviser, at han benytter hullet i loven.
’I givet fald at der kommer et overskud, som bliver trukket ud af virksomheden, vil dette blive indberettet og modregnet’, skriver han i en sms til Ekstra Bladet.
Dermed indrømmer den tidligere finansminister, at han ikke nødvendigvis har tænkt sig at modregne indtægter de næste to år, hvor han får fuld ministerløn på knap 1,5 mio. kr. om året.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Samtidig ønsker han ikke at oplyse, om han forventer en modregning.
’Hvorvidt der er aktivitet, omsætning eller overskud mv. er en privatsag’, skriver Kristian Jensen.
Ekstra Bladet har spurgt Kristian Jensen, om han har tænkt sig at vente to år, før han trækker penge ud af sin virksomhed, så han undgår modregning. Det har Kristian Jensen ikke svaret på.
Offentligheden kan ikke få indsigt i ministrenes modregning.
Stort pengehop og modregning
Hullet i loven om ministrenes gyldne håndtryk strider mod tanken, da politikerne selv vedtog loven tilbage i 1999.
Loven betød et stort lønhop for ministre med det lille forbehold, at hvis man tjente penge efter ministergerningen, så skulle det modregnes.
Kæmpe stigning
Det fremgår af bemærkninger til loven om eftervederlag, der blev fremsat af en S-ledet regeringen i december 1999 og vedtaget i Folketinget på blot ti dage.
Med loven gik eksministre fra såkaldte ventepenge til eftervederlag, hvilket medførte en stor stigning i indtægt efter ministergerningen.
Fra 241.000 kroner om året i 1999 til mindst 970.000 kroner om året.
Til gengæld for stigningen var tanken, at eftervederlaget skulle ’modregnes for løn, vederlag og anden erhvervsmæssig indkomst samt pension m.v. fra såvel offentlig ansættelse og offentlige hverv som privat ansættelse og erhvervsvirksomhed’.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.