Firmaet ligger i skattely: Mr. Wong scorer danske mink-millioner

Mettes nødhjælp: Kinesisk rigmand scorer 54 millioner efter Folketingets eksorbitante kompensationspakke til minkavlere. Han forventer en strålende forretning i år, nu da udbuddet af minkpels er styrtdykket

Mandag kunne regeringen præsentere kompensationspakken

Statsminister Mette Frederiksens nødhjælp til minkavlerne får erstatnings-millioner fra den danske stat til at trille lige ned i foret hos Hongkong-rigmanden Pat Wong, som gennem flere år har været en af de førende spillere i den danske minkbranche.

Ifølge Ekstra Bladets beregninger står ejerne bag Kingkey Fianancial International til at score ikke mindre end 54,4 millioner som følge af kompensationspakken.

Artiklen fortsætter under billedet

Ekstra Bladets tidligere fotograf Jan Grarup var allerede i 1997 i Hongkong for at fotografere Pat Wong til en historie om rigmænd i den tidligere britiske kronkoloni. Her er Mr. Wong fanget foran sin sorte Ferrari og udsigten over Hongkong Bay. Foto: Jan Grarup
Ekstra Bladets tidligere fotograf Jan Grarup var allerede i 1997 i Hongkong for at fotografere Pat Wong til en historie om rigmænd i den tidligere britiske kronkoloni. Her er Mr. Wong fanget foran sin sorte Ferrari og udsigten over Hongkong Bay. Foto: Jan Grarup
 

Men en del af pengene risikerer at ende i skattely. Hongkong-kineserens selskab, Kingkey Financial International, er nemlig slet ikke indregistreret i Hongkong, men derimod på Caymanøerne. Et notorisk skattely i Caribien, hvor udbytter og gevinster forsvinder hen.

Det viser data fra Hongkongs erhvervsregister, hvor Kingkey Financial Internationals regnskaber er arkiveret.

Baseret på opgørelser i Landbrugsavisen ha Pat Wongs i alt 12 danske minkfarme rådet over 20.400 avlstæver.

Kineser scorer kassen

Erstatning for dyr aflivet i 2020

Pat Wongs danske virksomhed UKF Denmark har aflivet og pelset alle dyr i 2020.

Derfor får han nul kroner i erstatning, men kan derimod sælge skindene på verdensmarkedet, hvilket han selv vurderer vil være en glimrende forretning i 2021 og 2022.

Tabt fremtidig indtjening

UKF Denmark har omkring 20.400 avlstæver ifølge Landsbrugsavisen.

Hvis omkostningerne udgør samme andel af omsætning, som en minkavler med 'høj omkostning' i kompensationsaftalens beregninger har, ser regnestykket således ud:

  • 20.400 avlstæver gange 333 kr. gange 9 år fratrukket 37 pct. i omkostninger = 38,5 mio. kr. (beløbet er skattefrit) 

Restværdi af kapitalapparat

Hvis Kingkey Financials danske kapitalapparat (bure, stalde, maskiner etc) har samme værdi pr avlstæve som en gennemsnitsavler i kompensationsberegningerne, kan han få erstatning for restværdi af kapitalapparat:

  • 20.400 avlstæver gange 486,89 = 9,9 mio kr.

Tempo-bonus

Ifølge en selskabsmeddelelse har UKF Denmark aflivet alle mink inden deadlinen 1. december til 30 kr. pr styk. De producerede årligt ca. 200.000 skind.

  • Dermed får de ca. 6 mio. kr. i tempo-bonus.
  • Erstatning i alt = 54,4 mio kr.

En taksator skal afgøre helt præcist, hvad UKF Denmark og i sidste ende Kingkey Financial International modtager i erstatning.

Tabt store summer
Dermed er der udsigt til enorme summer, når den danske stat kommer til undsætning for Pat Wong, som de seneste otte år har tabt enorme summer på at drive minkfarme i Danmark.

Siden 2013 har kineseren stået bag opkøbet af en række minkfarme i Midt- og Vestjylland gennem det danske selskab UKF Denmark, som altså i sidste ende er ejet af koncernen Kingkey Financial International på Caymanøerne.

Data fra erhvervsregistret BIQ viser, at Wong de seneste otte år har brugt over 50 millioner kroner på at opkøbe bygninger i jyske byer som Stoholm, Hjerm og Vemb.

Hidtil har det dog været en forfærdelig forretning for kineserens selskab, der har haft et samlet underskud på over 100 millioner kroner siden opstarten.

Ved muffen
Men der er absolut ikke tale om en fattig kinesisk minkavler, som et bredt flertal i Folketinget nu holder hånden under.

Af den seneste årsrapport fra Kingkey Financial fremgår det, at Pat Wong, hvis kinesiske navn er Chun Chau Wong, i 2020 ejer knap 70,7 mio. aktier i selskabet - til en værdi på aktuelt 0,3 Hongkong-dollars pr. styk.

Det svarer til en aktiebeholdning til en værdi på ca. 16,8 mio kroner.

Vanvittig bolig
Derudover ejer Mr. Wong en bolig på en af de absolut dyreste adresser i Hongkong. Med adgang til privat strand og tennisbane ligger Mr. Wongs villa i første række med udsigt over Hong Kong Bay.

Villaen ligger i et 'gated community' ved navn Bella Vista blot få kilometer fra det støjende inferno, der udgør Hongkongs bymidte. Her er kvadratmeterpriserne astronomiske, og en bolig til salg i Bella Vista koster omkring 92 millioner danske kroner.

Alligevel kommer Pat Wong til at tage imod den økonomiske nødhjælp med kyshånd. Noget, rigmanden ikke lægger skjul på over for sine investorer.

Pat Wongs hjem ligger i første række med udsigt over havet i Bella Vista, et 'gated community' nederst i billedet.
Pat Wongs hjem ligger i første række med udsigt over havet i Bella Vista, et 'gated community' nederst i billedet.
 

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Mr. Wong: 'Vi forventer omfattende erstatning'

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar til de mange erstatnings-millioner, der står til at trille ned i foret på Pat Wong og selskabet Kingkey Financial International. Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Den kinesiske rigmand beroligede dog sine investorer under nedlukningen af den danske mink-branche sidste år og forventer en klart forbedret forretning for mink-pelse i 2021 og 2022.

I en meddelelse skriver Mr. Wong nemlig, at man har valgt at pelse alle minkene på de danske farme for at kunne sælge dem dyrest muligt over de kommende to år.

'Endnu bedre'
'De pelsede mink vil delvist blive solgt næste år (2021, red.) og året efter, og det forventes, at omsætningen fra minkfarmene vil være endnu bedre på grund af manglen på minkpelse.'

For at sætte trumf på stiller Chun Chao Wong også investorerne i udsigt, at der vil komme massiv kompensation fra Danmark.

'Vi forventer et omfattende kompensations-forslag fra den danske regering til minkforretningen. Relevant nyt bliver offentliggjort, når et sådant forslag materialiserer sig,' lyder det fra rigmanden i beskeden.

 

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fart på i 90'erne

 

Ekstra Bladet mødte Pat Wong under et erhvervsfremstød i Hongkong i 1997 med daværende prinsesse Alexandra og prins Joachim.

I artiklen 'Bur-kvinden og multi-millionæren' blev det beskrevet, hvordan Pat Wong allerede dengang tjente tykt på danske minkbranche. Her tjente han store summer på at importere skind til det kinesiske marked.

Og den dengang 40-årige forretningsmand stillede sig gerne frem og fortalte, hvordan han tog Ferrarien mellem sit luksushjem og kontoret i Hongkongs centrum.

 - Hvor ofte kører du i Ferrarien?

- Et par gange om ugen. Jeg tager den, når vejret er godt. Ellers tager jeg en af de andre biler ind til kontoret, lød det fra rigmanden, der dengang brugte for 30-35 millioner kroner årligt på skind på De Danske Pels-auktioner, som han fik forarbejdet og syet til pelse i Kina.

1114 kommentarer
Vis kommentarer