Flertal presser Mette F: Løsning på vej til coronahelte

Regeringen er under pres for at finde en løsning for coronahelte, der knokler med udsigt til skattesmæk

Få et overblik over alle de coronahelte, som Ekstra Bladet den seneste tid har skrevet om.

Bliver du eller din partner også straffet for at tage coronavagter, og er du klar til at stå frem, så skriv til kbl@eb.dk

Coronahelte med skattesmæk kan snart ånde lettet op.

En presset regering arbejder målrettet på en løsning, efter Ekstra Bladets historier om førtidspensionister, der bliver modregnet, når deres partner knokler i coronafrontlinjen.

- Nu gør regeringen endelig noget. Det har vi råbt op om længe. Men sagen slutter ikke her, siger Karsten Hønge, beskæftigelsesordfører for SF.

Også Venstre er utålmodige, og derfor vil de tvinge regeringen - med et forslag i Folketinget - til at hjælpe coronaheltene.

Forslaget er til debat tirsdag for at gøre statsministerens 'takketaler til konkret politik'.

- Venstre vil fortsat sikre at danske coronahelte i både private og offentlige job ikke bliver straffet økonomisk for at yde en ekstra indsats under pandemien, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V).

Det siger partierne

Det siger partierne om coronahelte med skattesmæk:

Enhedslisten: Forstokkede regler, der burde være afskaffet for længst, siger beskæftigelsesordfører Victoria Velásquez.

SF: Hvordan kan takken for ekstravagter være et spark i røven? Det er uværdigt, ydmygende og uforståeligt, siger politisk ordfører Karsten Hønge.

Alternativet: Folk ramt af gensidig forsørgerpligt risikerer femdobbelt beskatning. Vi fortsætter med at råbe op om den uretfærdige skat på kærlighed i hver eneste mulige og umulige sammenhæng.

Radikale Venstre: Vi er for at se på en løsning, så man ikke mister incitamentet til at tage et job eller ekstra timer, siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa.

Venstre: Det giver ikke mening, og i en ekstraordinær situation burde regeringen selvfølgelig gøre noget frem for at gemme sig, siger politisk ordfører Sophie Løhde.

De konservative: De er helte, og de skal hjælpes, for vi siger jo, det skal kunne betale sig at arbejde, siger beskæftigelsesordfører Naser Khader.

Dansk Folkeparti: Vi kan simpelthen ikke være bekendt, at førtidspensionister bliver straffet, fordi deres samlever udøver et altafgørende arbejde for Danmark og folkesundheden, siger gruppeformand Peter Skaarup.

Nye Borgerlige: Vi mener, at ægtefælle-afhængigheden skal afskaffes, siger beskæftigelsesordfører Lars Boje Mathiesen.

 

Det siger regeringen:

'Problemet er ikke helt enkelt, men jeg vil gerne tale med Folketingets partier og se, om vi kan finde en løsning,' lyder det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

 

Få et overblik over alle de coronahelte, som Ekstra Bladet den seneste tid har skrevet om.

Skattesmæk på 70 procent
Førtidspensionen reguleres efter, hvor meget en samlever tjener. Når man kommer over et vist beløb, modregnes 30 kr. i førtidspension for hver 100 kr., samleveren tjener ekstra.

Derfor ender familier, hvor en af parterne er førtidspensionist, med reelt at betale omkring 70 procent til staten, hvis de tager ekstra coronavagter, fordi de også selv betaler indkomstskat.

Tro og love-erklæring
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) holdt møde med partierne mandag, hvor flere konkrete modeller var på dagsordenen.

Der kan blive tale om såkaldte tro og love-erklæringer på ekstra arbejde på grund af corona i både 2020 og 2021, som skal betales tilbage til familierne, erfarer Ekstra Bladet fra flere kilder

- Vi skal sige dem mange tak for det merarbejde, de har ydet gennem næsten et helt år nu, siger Hans Andersen (V).

Karsten Hønge ' forventer, at regeringen meget hurtigt står klar med en løsning'.

- Vi skal have fuldt blus på at komme den her uretfærdighed til livs for alle. Det giver jo ingen mening at gøre forskel på fag og brancher, siger Karsten Hønge, der har indkaldt ministeren i samråd onsdag.

SF's politiske ordfører, Karsten Hønge, vil have stoppet modregning af førtidspensionister, der har partnere, som tager ekstra corona-vagter. Foto: Claus Bonnerup Dansk politik Skuffet rød blok: Kom nu, Mette

Tidligere vendte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard på en tallerken og proklamerede, at 'de sager, som er rejst i Ekstra Bladets artikler, fortjener at blive taget alvorligt'.

Ordene faldt efter en kold skulder til coronaheltenes opråb fra statsminister Mette Frederiksen (S) og beskæftigelsesministeren selv.

Mettes tak, men nej tak

Statsminister Mette Frederiksen har flere gange takket ansatte i frontlinjen mod corona, siden landet lukkede ned på grund af den smitsomme virus.

- En kæmpe tak til alle jer, der arbejder i vores sundhedsvæsen. Til alle jer i ældreplejen. Til alle jer, der passer på udsatte og sårbare borgere. Corona har stillet helt særlige krav til personalet i frontlinjen, sagde Mette Frederiksen ved Folketingets afslutningsdebat, 22. juni 2020.

Men coronaheltene får ingen hjælp, sagde statsministeren, der talte om 'enkeltsager' i Folketingssalen 19. januar 2021.

- Det er, fordi vi har et gammelt hæderkronet princip i Danmark, hvor - hvis man kan forsørge sig selv - så skal man gøre det, forklarede statsministeren.

1 af 2 Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Foto: Ritzau Scanpix
2 af 2 Statsminister Mette Frederiksen (S) skal tvinges til at hjælpe coronahelte, mener et flertal i Folketinget. Foto: Valdemar Ren / Ritzau Scanpix
155 kommentarer
Vis kommentarer