Folketingets to største partier opfordrer nu regeringen til at nedsætte en undersøgelseskommission.
Den skal kulegrave krisen i Skat, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de to partier.
- En af de største skandaler i nyere tid er krisen i Skat. Mere end noget andet er den ved at ødelægge befolkningens tillid til vores myndigheder, siger S-formand Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.
- Vi ønsker én gang for alle at få afklaret, hvad der er gået galt i Skat. Derfor opfordrer vi regeringen til hurtigst muligt at nedsætte en undersøgelseskommission.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl tilføjer:
- En tilbundsgående undersøgelse skal gøre os klogere, så vi kan undgå lignende skandaler i fremtiden.
- Og det er forudsætningen for, at vi kan genopbygge tilliden til Skat og den samfundskontrakt, vi har med hinanden om, at alle bidrager.
Massivt flertal lægger pres på Løkke
Med den nye melding fra Folketingets to største partier tegner der sig et flertal for en tilbundsgående undersøgelse, da Enhedslisten og Alternativet allerede har kaldt på en sådan. De fire partier kan mønstre 107 mandater.
- Hvis ikke en skandale, hvor milliarderne fosser ud af statskassen, og svindlere har kronet dage, hvad skal så berettige en kommissions-undersøgelse? Det her er så stort, at vi skal rulle den største undersøgelsesform ud, som vi har, siger skatteordfører Rune Lund (EL) til Ekstra Bladet.
Kommuner gør hvad Skat ikke kan: Inddriver millioner i skattegæld
Også i Venstre ønsker kræfter Skat undersøgt. I fredags meldte Carl Holst ud, at han stik imod sit partis linje ønsker en undersøgelse.
Men hidtil har skatteminister Karsten Lauritzen (V) og dermed statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) afvist idéen om bekostelig kommissionsundersøgelse.
Carl Holst kræver kulegravning af Skat-skandaler: Det er hamrende alvorligt
Skandalesystem under lup
I december blev der iværksat en advokatundersøgelse af skandalen med udbetaling af udbytteskat til svindlere for over 12 milliarder.
Men en kommssion skal også undersøge, hvorfor inddrivelsessystemet EFI blev presset igennem, med det resultat, at statskasser er gået glip af miliarder og atter milliarder.
Konkret ønsker DF og S at 'belyse beslutningsgrundlaget for - og implementeringen af - lovgrundlaget for centraliseringen af skatteinddrivelsen samt Et Fælles Inddrivelsessystem, EFI.'
Derudover ser de også behov for 'generelt at belyse beslutningsgrundlaget og opfølgningen på de seneste mange års effektiviseringer af Skat', står der i en pressemeddelelse udsendt af DF og S.