Flygtninge - hva' med hegn, pigtråd, ild og vand?

 

Helle Thorning lagde hårdt ud.

’Vi har strammet asylreglerne voldsomt. Som de første i 12 år’.

Statsministeren gentog dette gennem hele valgkampens første halvdel. Underteksten var tydelig for enhver: Hvis I tror, vi går ned med udlændingeblødhed og flygtningevægelsind i dette valg, kan I tro om igen. Vi er lige så stramme som alle I andre. Kom ikke og sig, I kan få alle udlændinge til at blive væk, for det kan vi også – næsten.

Tirsdag meddelte Venstre, at de vil stramme mere. Fordi Lars Løkke har hårdt brug for det. Ikke at stramme som sådan. Men han har brug for i alle betydninger af ordet at distancere sig fra Helle Thorning. Ellers taber han valget.

Hvormed Løkke og V har lanceret et nyt begreb: ’Straksopbremsning’. Hvilket skal give indtryk af, at man netop kan få alle udlændinge til at blive væk.

Heri ligger en hel del. Ud over den almindeligt provinsielle, frygtsomme, ejegode, og fremmedfjendtlige selvtilstrækkelighed, naturligvis. Heri ligger en særegen kombination af lidenhed og storhedsvanvid.

Som det fremgik af tirsdagens Venstre-pressemøde, tror Lars Løkke åbenbart oprigtigt, at store mængder af mennesker på flugt fra krig maser sig sammen i livsfarlige både, der i heldigste fald krydser Middelhavet, fordi Socialdemokraterne har fjernet starthjælpen. 

Og han vil også have os vælgere til at tro det. Læs venligst sætningen igen: ’Som det fremgik af tirsdagens…’

Flygtningestrømmen vil følgelig ’straks’ aftage, hvis Venstre kommer til. For ikke alene genindføres starthjælpen. Flygtninge har derefter udsigt til at skulle nøjes med overførsler, der svarer til SU. Hvilket nok skal afskrække millioner af syrere og eritreanere. De har alle sammen hørt om det hårde liv på SU. Et liv, hvor man ikke har råd til at gå på café mere end et par gange om ugen, hvilket de ikke skal nyde noget af.

Værsgo’! Verdens i øjeblikket rekordstore flygtningemasse på over 50 millioner mennesker finder herefter husly et andet sted.

Kan man ikke se det megalomane heri, kan man måske til gengæld se lidenheden. For spørgsmålet er vel også, om dette i virkeligheden er stramt nok. Om man ikke lige så godt kan gå skridtet fuldt ud nu, så vi slipper for stramninger og strid herom i fremtiden?

Dansk politiks årtier lange flygtningestramningsskrue stopper vel først med opførelsen af et gigantisk hegn med pigtråd på toppen. Herefter skal flygtninge forcere to meter elektrificeret vand. Hvorpå der stilles krav om at gå gennem et flammehav, og for de – nu formentlig få –tilbageblevne kan disse så krabbe sig ind over grænsen på glødende kul. 

Når asylsøgerne så langt, er de sikret hjælp. Starthjælp. I fald de kan flydende dansk og gøre rent om natten samtidig med, de læser til læge om dagen og er indstillet på at blive hjemsendt igen efter tre uger – senest.

Dette strider muligvis mod visse internationale regler – noget EU og den slags. Men det må omgås. Når vi hidtil i Danmark har modtaget flygtninge i et omfang, der matcher vores størrelse i stedet for vores rummelighed, er det ikke mindst EU’s fejl, synes at være omkvædet. Og de to ting – rummelighed og størrelse – er helt modsatrettede i Danmark. Vi er – selvom verden næppe vil tro det – mere liden end vores ellers undselige geografi og beskedne befolkningstal lover.

Derfor siger vi også, at der skal hjælpes i nærområderne. Dansk Folkeparti har således foreslået Kenya. Der ligger 700 km længere væk fra Syrien end Danmark, men er det måske ikke nogenlunde samme klima og kultur?

Man kan selvfølgelig undre sig over, at ingen har foreslået Saudi Arabien. Eller Oman. Eller Kuwait, Bahrain eller Qatar. Lande, hvor verdenssamfundet af en eller anden grund har accepteret, at man har taget omkring 22 flygtninge til sammen, mens nærområderne Tyrkiet og Libanon allerede har taget en milliard million.

Man kan også lade være med at undre sig.

Læseren ønsker formentlig blot svar på det eneste vigtige spørgsmål i alt halløjet om, hvorvidt vi hjælper flygtninge eller ej: Er Helle Thorning så slået af banen med Venstres initiativ? Har Løkke så ’momentum’ nu?

Det ser ikke sådan ud. Helle Thorning-Schmidt er ikke større, end at hun muligvis også vil være med til en ’straksopbremsning’, har hun meddelt.

Seneste nyt er imidlertid, at det ingen forskel vil gøre. Hvad angår flygtninge. Men det var måske heller ikke det, det handlede om?

Se Løkkes asyludspil her

124 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere