Flygtninge: Vi vil gerne arbejde

Mohamed Musa har allerede et job, og Nidal Shekho søger efter et, men det er svært at få, siger han. Begge er de flygtet fra krigen i Syrien, og dermed er de også en del af indvandredebatten i Danmark

De engelske gloser forlader uden besvær læberne på 51-årige Mohamed Musa. Det er imidlertid heller ikke så mærkeligt: Han har en ph.d. i engelsk og fransk, men han har ikke lært dansk endnu, ligesom 26-årige Nidal Shekho har det.

Nidal Shekho flygtede, fordi han har en alder, hvor militæret er ude efter ham. Men han ønsker ikke krigen, og han vil derfor ikke deltage i den. Han har en bachelor i geografi, og han drømmer om at få kandidatgrad oveni. Gerne i København:

Der ikke noget arbejde at få

– Hvis krigen stopper, vil jeg meget gerne tilbage og undervise. Hvis jeg er heldig, kan det måske endda ske med en kandidat herfra, siger han.

Han har forsøgt at få et job i Sønderborg, men indtil videre er det ikke lykkedes ham, selvom han efter to år i landet efterhånden taler godt dansk.

– Jeg vil meget gerne have et arbejde, men der er ikke noget at få.

Bor på nedlagt kasserne

Både han og Mohamed Musa er blandt de tusindvis af mennesker fra Syrien, der de seneste år har søgt om asyl i Danmark, og dermed er de også en del af den asyldebat, der hersker i Danmark. En debat som i går kom på statsministerens læber, og som Ekstra Bladets Valgfart tog fat på, da karavanen nåede til Sønderborg, hvor Muhamed Musa bor på den nedlagte kaserne, der i dag er asylcenter. Men hvorfor kom han overhovedet til Danmark?

– Jeg havde et perfekt job, to huse og et lille landsted. Men da krigen kom, blev mine huse bombet, og mit landsted blev beslaglagt, så vi blev nødt til at flytte hen til mine forældre, siger Muhamed Musa, der underviste som sproglærer på Universitet i Damaskus.

Kom ikke for at tigge

Det var imidlertid ikke bomberne, der udløste det faktum, at han lod familien blive i Syrien for selv at tage til Danmark sidste år.

– I dag kan man ikke være neutral i Syrien. Man er tvunget til at vælge side. Men jeg tror ikke på krig, og jeg vil ikke støtte den. Jeg tror på ordets magt, og det var også det, jeg underviste mine elever i: at vi skal undgå at bekæmpe hinanden, siger han.

Ifølge Muhamed Musa er den form for undervisning livsfarlig, og en dag blev han ringet op af en bekendt, som sagde, at han skulle flygte med det samme. Uden at sige farvel til sine børn tog han af sted mod Tyrkiet, videre til Grækenland, inden han endte i Danmark. Han har netop fået job på en lokal dansk virksomhed, hvor han skal hjælpe andre indvandrere med at skabe sig et netværk, så de kan få et job.

– Jeg ønsker at arbejde; jeg ønsker ikke at komme for at være en tigger. Og får jeg chancen for at vende tilbage, når krigen slutter, vil jeg ikke tøve.

112 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere