Flygtningenævnet: Intet er afgjort for syriske flygtninge

Syriske flygtninge kan stadig sendes hjem, selv om sager er blevet omgjort i Flygtningenævnet, siger formand

Intet er afgjort for de cirka 4000 syrere med midlertidig beskyttelsesstatus, selv om det i seks syriske prøvesager i Flygtningenævnet er endt med opholdstilladelser og en omstødelse af Udlændingestyrelsens afslag til syrerne.

Det er konklusionen fra Flygtningenævnets formand, Henrik Bloch Andersen. Det skriver Berlingske.

De syriske flygtninge er ikke sendt hjem, som Udlændingestyrelsen har lagt op til. Men Flygtningenævnet har ikke taget stilling til, om de kan sendes hjem på baggrund af loven fra 2015 om midlertidig beskyttelsesstatus.

Den betyder, at syrere kan sendes hjem, når forholdene er væsentligt forbedrede i hjemlandet.

Henrik Bloch Andersen mener ikke, at det har været nødvendigt at tage stilling til, om syrerne generelt kan sendes hjem,

- Det kommer vi sikkert til at tage stilling til. Det afhænger af de enkeltsager, vi får ind. Men hvis de enkelte sager kan afgøres i forhold til konventionerne, er det ikke sikkert, at vi tager stilling til dem med det samme.

- Men jeg forstår godt, at der er en del i en usikker situation, siger han til Berlingske.

Tirsdag blev de sidste to af i alt seks prøvesager vedrørende hjemsendelse af syriske flygtninge afgjort.

Her afgjorde Flygtningenævnet blandt andet, at to kvindelige syriske flygtninge og den enes to børn alligevel får lov til at blive i Danmark.

Udlændingestyrelsen havde ellers inddraget opholdstilladelsen fra flere syrere fra Damaskus-området i de seks prøvesager, med henvisning til at sikkerhedssituationen i landet var blevet bedre.

Sagerne har siden været til behandling i Flygtningenævnet, som er sidste klageinstans for flygtninge i Danmark. Her er alle sagerne blevet omgjort.

Nævnet begrunder opholdstilladelserne med andre forhold end den generelle situation i landet.

I Danmark har omkring 4700 af de godt 20.000 flygtninge fået asyl på den baggrund.

40 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere