Fodfolk fyres: 50 chefer fik luksus på kendt hotel

Livremmen skal strammes helt ind i det nordjyske, hvor sygeplejersker, sosuer og læger risikerer fyring - imens fyrer ledelsen den af på Ruths Hotel

Ruths Hotel er indbegrebet af luksuslivet i Skagen. Foto: René Schütze
Ruths Hotel er indbegrebet af luksuslivet i Skagen. Foto: René Schütze

Mens medarbejderne på gulvet på Regionshospital Nordjylland med god grund kan frygte en fyreseddel, så har ledelsen i regionen forkælet sig selv på det berømte Ruths Hotel i Skagen.

De 53 chefer spiste, drak og overnattede for 209.166 kroner, viser en aktindsigt, som Nordjyske bringer i dag.

- Det er ikke i orden, når vi andre skal spare, siger Bente Yder, der som tillidsmand repræsenterer medarbejderne på Regionshospital Nordjylland, til Ekstra Bladet.

- Mine kolleger reagerer, fordi cheferne vælger at tage på et af regionens allerdyreste hoteller midt i en periode, hvor vi på regionshospitalet taler om stram økonomi, besparelser og fyringer.

- Som en af mine kolleger skriver på Facebook, 'ja, 210.000 kroner det er min årsløn'. At bruge en medarbejders årsløn på 39 ledere, det giver en signalforvirring, siger hun.

En vurdering
Turen til Skagen fandt sted i slutningen af september og blev besluttet et halvt år tidligere. Altså langt tidligere end den fyringsrunde, som netop nu er i støbeskeen, lyder undskyldningen fra regionens administration.

- Vi vurderede, at det særlige tilbud, vi fik fra Ruths Hotel, var rimeligt - uden at være ekstravagant - men det er jo en vurdering, siger regionsdirektør Svend Særkjær til Nordjyske.

41 ud af 53 deltagere i mødet, hvor de bl.a. hørte et oplæg om 'toplederes mindset', overnattede på hotellet. For de 53 deltagere lød den gennemsnitlige kuvertpris på knap 4000 kroner.

Den samlede regning alene fra Ruths Hotel lød på 132.617 kroner. Det svarer til 2502 pr. snude. Og det tal er højt i det offentlige, siger professor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet.

- Jeg synes, det lyder i overkanten for sådan et arrangement, siger han til avisen.

Tilbud indhentet
SF's 2. næstformand i regionen, Lene Linnemann, vil stille spørgsmål til næste forretningsudvalgsmøde til den store regning.

- Selvfølgelig skal man tænke sig om, hvad borgernes penge bliver brugt til, siger hun til Ekstra Bladet.

- Vi har fået oplyst, at der blev indhentet nogle tilbud, og det her ikke var dyrere end andre steder. Men jeg har ikke set nogen tal.

Lene Linnemann garanterer dog samtidig, at regionens administration generelt er meget økonomisk stramt drevet.

- Den er gået forrest i mange sammenhæng, siger SF'eren.

- Så du siger, administrationen har fortjent at have det lidt godt?

- Nej, jeg siger, at jeg vil ikke bidrage til den her diskussion, før jeg har hørt noget mere om det, siger Lene Linnemann.

Fyringer afgøres
Fredag morgen har Bente Yder siddet til møde med hospitalets ledelse, som nu er gået i enerum for at finde ud af, hvordan besparelserne på de fire matrikler i Brønderslev, Skagen, Hjørring og Frederikshavn kommer til at ramme omkring 100 medarbejderne.

- Vi kommer ikke uden om fyringer, siger tillidsmanden, som understreger, at ikke alle 100 berørte medarbejdere vil blive fyret. Meget kan løses via forflyttelser, naturlig afgang og andre besparelser.

Regionsformand Ulla Astman (S) er ikke vendt tilbage på Ekstra Bladets henvendelse.

 

282 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere