'Første dansker i rummet', 'Første dansker i rummet', 'Første dansker i rummet'

Det kan ikke blive ’større’, skrev en på det lille danske sprog. 

Vi er som bekendt i ugen, hvor ’den første dansker i rummet’ er sendt af sted. Efter omkring 600 andre har været deroppe. Plus en hund eller to, nogle katte, en skildpadde, bananfluer, en del mus, en hane, en and, et får, et marsvin, nogle frøer, nogle guldfisk samt temmelig mange aber, heriblandt Albert II, der var den første abe i rummet den 14. juni 1949 (hvad så med Albert I, spørger den kvikke læser. Albert I nåede ikke derud og vistnok heller ikke hjem).

Jeg har haft overordentlig vanskeligt ved at holde hjemlige mediers dækning af Andreas Mogensens rumfærd ud. Hvilket ikke er Andreas Mogensens skyld. 

Længe vidste jeg ikke hvorfor. Hvorpå jeg læste noget i Information.

Her talte leder af Søren Kierkegaard-centret, Niels Jørgen Cappelørn, som i parentes bemærket har sendt Kierkegaard-teksten Lilien på Marken og Fuglen under Himlen. Tre gudelige Taler til den første danske rumrejsende, om synet af Jorden og rummet, fordi han synes noget mere er på spil, end ’go’ morgen’, ’go’ aften’, ’go’nat’ og ’go’daw Danmark’ har haft at byde på:

’Når man står over for noget uudsigeligt og uudtrykkeligt, så bliver man tavs og forundrer sig over det store, man oplever. Forundring er en oplevelse, vi alle har haft, og det var det begreb, som Platon og Aristoteles mente var filosofiens begyndelse. Vi kan også opleve det i naturen, ved fødsler, at man bliver tavs over for livet. Det er en almen menneskelig og eksistentiel følelse, som kan give anledning til nogle filosofiske eller religiøse overvejelser.’

Nøgleordet her er tilsyneladende ’kan’. Altså, at det ’kan give anledning til filosofiske overvejelser’. Danske medier har demonstreret, at det behøver det ikke. Her foretrækker man en anden følelse: Nationalfølelsen. Har man andre overvejelser at byde på, er det noget i retningen af ’Sådan går man på toilettet i vægtløs tilstand’ eller ’Så stort bliver Andreas Mogensens kørselsfradrag’.

Hvilket også er legitimt, bevares. Men kunne der ikke i tilgift være lidt mere perspektiv og udsyn at hente? I stedet for ’tavs forundring over det store’, har vi fået en fejring af ’første dansker i rummet’, som havde vi sendt et kakkelbord i kredsløb på en lydbølge af larmende klappepølser. ’Se alle sammen, der svæver danskheden. Firkantet, langsomt roterende om sig selv, i mørkebrun laminat. Er det ikke fantastisk.’

Jeg ved det selvfølgelig ikke med sikkerhed. Men jeg antager, at Andreas Mogensen, hans to kolleger samt alle, der kom før, inklusive de, der som Albert I hverken nåede frem eller tilbage, gerne så deres missioner en anelse mere perspektivrigt formidlet. Om ikke filosofisk så videnskabeligt.

Jeg antager, at Andreas Mogensen gerne ser sig fri for at skulle være draget af sted på den danske klaphattenations vegne, men af ren og skær høflighed ikke synes han skal skuffe os. Og af ydmyghed ikke vil fremhæve, at han faktisk er derude på en almindelig fragtmission. Han skal bringe et nyt og afhente et gammelt modul, fordi russernes moduler kun holder i et halvt år, og russerne skal jo også hjem en dag. Det er altså en slags 3 X 34, bare 200 kilometer oppe. Så hvis statsministeren ringer til Mogensen in space, kan han lige såvel ringe til en fragtmand i Randers, som i parentes bemærket på mange måder også er et lunefuldt sted at kredse rundt.

’Større’ er det heller ikke.

Og så har jeg ikke engang nævnt det i danske medier udeladte etiske aspekt, det moralske aspekt. Hvilket ellers synes ret væsentligt. Som professor Walter Peeters fra det Internationale Rumuniversitet i Strasbourg skriver i en mail til Information:

’Rumforskning er ofte drevet af ingeniører og naturvidenskabsfolk, som lader de tekniske landvindinger sejre over de mere etiske overvejelser, for eksempel når det gælder forsøg med astronauterne eller det klassiske eksempel: Hvad hvis vi finder tegn på liv? Skal vi lade det være eller risikere at ødelægge det ved at undersøge det? Også når det gælder offentlig opmærksomhed og kommerciel aktivitet i forbindelse med rumprogrammer, er der behov for nogle etiske regler.’

Men det ’store’ er ’den første dansker i rummet’. Hvilket jeg ikke er i stand til at lave bølgen over. Jeg kender Andreas Mogensen lige så lidt som jeg kender Buzz Aldrin - og han landede trods alt og gik på månen.

Og jo, nu vi er ved det. Det kan faktisk blive ’større’. Eksempelvis kunne en dansker lande på Mars og plante et tre-stjernet-salami-banner.

Og det ville vel ret beset være ’større’? Selvom dansk provinsialisme hermed igen ville opnå vægtløs tilstand.

81 kommentarer
Vis kommentarer