Første video: Se efterlyste Britta på bådtur

Ekstra Bladet kan som de første vise video-optagelser af den kamerasky, svindelsigtede og internationalt efterlyste Britta Nielsen

En amatørfotograf fangede den nu Interpol-efterlyste Britta Nielsen på en video i 2006.

Den svindelsigtede var ifølge flere kilder kamarasky, og Britta Nielsen frabad sig normalt at blive filmet eller fotograferet. Ofte med henvisning til sin vægt, fortæller kilderne.

Ekstra Bladet kan nu vise de få klip, hvor Britta Nielsen optræder på en bådtur i Mozambique i det østlige Afrika. Turen fandt sted 12 år før, at selvsamme Britta Nielsen blev sigtet for at svindle for 111 millioner skattekroner.

Turen gik til feriestedet Praia Do Bilene og varede angiveligt i fire dage. Med sig havde Britta Nielsen sin nærmeste familie ifølge en kilde med kendskab til rejsen, hvor der også blev dybhavsfisket og stået på jetski.

- Det er da kanon, kan man høre en deltager sige i videoen.

På tidspunktet for Afrikarejsen i 2006 var der ifølge Socialministeriet svindlet for 14,6 millioner kroner ved at ændre kontonumre og opfinde fiktive støtteprojekter.

Den 64-årige Britta Nielsen levede umiddelbart et stille liv i Danmark, men i Sydafrika var der større armbevægelser over livsførelsen, som Ekstra Bladet har afsløret.

Britta Nielsen har blandt andet købt guldsmykker og diamanter, samt opført en luksusvilla tæt på en af verdens mest berømte safaraparker - Kruger National Park.

Her besøger Ekstra Bladet Britta Nielsen ejendomme i Sydafrika. Video: Tariq Mikkel Khan.

Ekstra Bladet kan via eksklusive billeder og kilder med lokalkendskab invitere indenfor i ferieboligen hos den 64-årige Britta Nielsen, som er internationalt efterlyst for at overføre 111 millioner skattekroner til sig selv i stedet for udsatte i Danmark via sit job i Socialstyrelsen.

- Alt er større og finere hos Britta. Swimmingpoolen er større. Terrassen er større, siger en kilde med kendskab til området.

- Hvidevarerne var det bedste, og Britta har personligt udvalgt meget dyr skiffer fra en mine i området til badeværelset, fortæller kilden, som ønsker at være anonym af sikkerhedsmæssige årsager. Ekstra Bladet er bekendt med kildens identitet.

Den 64-årige Britta Nielsen er mistænkt for at ændre kontonumre på overførsler til udsatte gruppe, så pengene i stedet havnede på hendes egne konti - heriblandt i Danske Bank.

Samtidig er den 'betroede medarbejder' i Socialstyrelsen mistænkt for at opfinde fiktive projekter, hvor pengene igen gik ind på hendes egne konti.

Britta Nielsen er nu efterlyst i hele verden via Interpol.

Fakta: Den store svindelsag

Over en årrække - fra 2002 til 2018 - lykkedes det tilsyneladende en central medarbejder i Socialstyrelsen, Britta Nielsen, at flytte ikke mindre end 111 millioner kroner fra styrelsens kasser til sine egne lommer.

Den 64-årig kvinde er internationalt efterlyst.

Sagen blev offentlig kendt tirsdag i sidste uge, og efterfølgende er der kommet en række oplysninger frem og sagen:

* Britta Nielsen har vært ansat i Socialstyrelsen siden 1977. Frem til 26. september 2018 fungerede hun som afdelingsleder.

* Hun har modtaget dronningens fortjenstmedalje i sølv for sit mangeårige arbejde i styrelsen.

* Hun har en villa i Hvidovre ved København.

* Politianmeldt 25. september 2018 - mistænkt for groft underslæb.

* En intern undersøgelse peger foreløbig på, at kvinden har svindlet for 111 millioner kroner, som hun har overført fra Socialstyrelsen til egne konti. Ekstra Bladet har afsløret, at Britta Nielsen har brugt en konto i Dansk Bank til svindlen.

* Svindlen skulle være foregået fra 2002 til 2018, og de stjålne penge skulle være fordelt over 274 udbetalinger.

* Britta Nielsen var såkaldt superbruger af Socialstyrelsens it-systemer.

* I styrelsen har hun blandt andet været ansvarlig for satspuljen, der er penge øremærket særligt udsatte grupper i samfundet.

* Ekstra Bladet har afsløret, at svindlen foregik ved, at Britta Nielsen udnyttede sin adgang som superbruger til Socialstyrelsens tilskudsadministrations it-systemer til at indsætte sine egne kontonumre i forbindelse med anvisning af tilskudsmidler.

* Hun er formentlig på fri fod i udlandet og er derfor efterlyst internationalt.

* Britta Nielsen er blevet varetægtsfængslet in absentia - altså uden at være til stede - efter et retsmøde for dobbeltlukkede døre.

* Britta Nielsens advokat, Nima Nabipour, fortæller til Ritzau, at han er i kontakt med Britta Nielsen. Men han vil ikke røbe, hvordan hun forholder sig til sagen.

* Hun vil dog betale pengene tilbage, såfremt hun modtager en opkrævning, oplyser advokaten ifølge et dombogsudskrift fra Sø-og Handelsretten fra den 4. oktober, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

* Til Britta Nielsens adresse har der været knyttet et stutteri og en genbrugsforretning. Virksomhederne blev stiftet i 2006 og ophørte i 2016.

* Sø -og Handelsrettens skifteret har 4. oktober 2018 taget Britta Nielsen under konkursbehandling, da hun er blevet erklæret personlig konkurs.

* Herefter har en kurator beslaglagt en ejendom i Danmark, en ødegård i Sverige og ’et lille’ indestående i et dansk pengeinstitut.

* Britta Nielsens datter ejer to virksomheder i henholdsvis Holland og Tyskland. Virksomhederne har at gøre med køb og salg af heste.

* Ekstra Bladet har afsløret, at Britta Nielsen har investeret millioner af kroner i safariejendomme og jordbesiddelse i Sydafrika med sin søn. De har desuden købt to firehjulstrækkere i Sydafrika og en i Danmark. derudover har Britta Nielsen købt diamanter og dyre guldsmykker i landet.

* Ekstra Bladet har erfaret fra centrale kilder, at Britta Nielsen forklarede til sine omgivelser, at hendes afdøde mand kom fra en velhavende pakistansk familie – og at hun spenderede de arvede penge. 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere