Foghs ’lige venstre’ til Løkke: Jeg har altid betalt mit tøj selv

Habit-gate: Anders Fogh Rasmussen puster nyt liv i tøjsagen og hamrer en pæl igennem, at han har haft partibetalt tøj. Det har Løkkes højrehånd ellers påstået.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen blander sig nu i sagen om partibetalt Venstre-tøj.

Og det er ikke just med en hjælpende hånd til sin efterfølger som Venstre-formand, Lars Løkke Rasmussen.

For stik imod hvad der har været tilfældet med Løkke, så slår Fogh fast, at han absolut ikke har ladet andre betale for en eneste af sine beklædningsgenstande.

– (...) jeg kan i hvert fald roligt sige, at jeg har altid betalt mit tøj selv, slår Anders Fogh Rasmussen fast i et interview med Politiken.

Knytnæve til Løkke
Med udtalelsen puster Fogh nyt liv i den betændte sag, som var ved at koste Løkke formandsposten sidste forår.

– Det er en knytnæve lige i hovedet på Løkke, konstaterer en Venstre-kilde, som ikke ønsker sit navn frem.

Tøjsagen blussede op sidste forår, efter at Ekstra Bladet afslørede, at Venstre havde betalt tøj og sko for 152.000 kroner til Lars Løkke.

Det fik dengang flere Venstre-folk helt op i det røde felt, og på et dramatisk hovedbestyrelsesmøde var Løkke meget tæt på at træde tilbage som partiformand.

Her kan se hele interviewet med Lars Løkke Rasmussen inden mødet tirsdag aften

Dramatisk gruppemøde
Undervejs i det dramatiske forløb troppede Venstres partisekretær, Claus Richter, op i partiets folketingsgruppe for at give en forklaring på tøjindkøbet. Her bemærkede partisekretæren ifølge en række V-kilder, at også Anders Fogh Rasmussen havde fået betalt sit tøj.

– Richter løj jo på vores gruppemøde. Det er en alvorlig sag. Han er en embedsmand ansat af partiet, så hvorfor står han og lyver over for politikerne, siger et folketingsmedlem.

Flere folketingsmedlemmer bemærker desuden over for Ekstra Bladet, at Richters påstand tydeligvis ikke er noget, Fogh vil have siddende på sig.

Da tøjsagen kørte, havde Fogh ellers ingen kommentarer.

Rønn stiktosset
Claus Richters tøj-bemærkning blev gengivet i flere medier, hvor det også blev beskrevet, at parti-veteranen Birthe Rønn Hornbech var blevet godt tosset over, at Richter valgte at inddrage Fogh i den kontroversielle sag.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Birthe Rønn til Anders Foghs udtalelser.

Det har heller ikke været muligt at få en uddybende kommentar fra Anders Fogh Rasmussen til sagen.

Ingen kommentarer
Ekstra Bladet har været i kontakt med Claus Richter om sagen via sms.

Her har vi spurgt partisekretæren, om han har nogen kommentarer til Anders Foghs tøj-udtalelse i lyset af, hvad han selv sagde på gruppemødet.

’Nej, det har jeg ingen kommentarer til’, lyder det kort og godt fra Richter.

203 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere