Dronning Margrethes bestik fra 1874 skal restaureres, og i anledning af dronningens 80 års fødselsdag har Folketinget og regeringen besluttet at tage regningen.
Pris? 420.000 kroner.
Det oplyser Folketinget på sin hjemmeside.
Her fremgår det, at det 150 år gamle bestik har haft 'stærkt' brug for at blive fikset.
'I anledning af fødselsdagen har Folketinget og regeringen i fællesskab givet en gave i form af restaurering af Christian IX’s desserttøj. Dessertbestikket, som stadig benyttes til de store tafler, trænger efter mere end 100 års brug stærkt til restaurering', oplyser Folketinget.
Bestikket er fra 1870'erne og blev i sin tid bestilt til 'afbenyttelse ved de store tafler på Christiansborg'.
Dronningen gik tiggergang
Det er ikke længe siden, at Ekstra Bladet kunne fortælle, at dronningen havde bedt sine rige venner om millionstøtte til nye taffelstole, da de gamle var slidt op.
De i alt 400 taffelstole var ifølge kongehuset selv en fødselsdagsgave fra seks store fonde, der hver har spyttet en million kroner i kassen for at få den danske møbelproducent PP Møbler til at konstruere designerstolene til en værdi af 15.000 kroner stykket.
Men sandheden er, at kongehuset i 2018 selv henvendte sig til de seks fonde, hvoraf flere er kendt som gode venner af kongehuset, med en ansøgning til et stoleprojekt, dronningen allerede arbejdede på. Læs mere her.
Ekstra Bladet arbejder på at få en uddybende kommentar fra Statsministeriet og Folketinget for at høre, om det ligesom med taffelstolene er dronningen selv, der har bedt om gaven.
I en mail til Ekstra Bladet skriver Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, at gaven er valgt 'i overensstemmelse med dronningens eget ønske'.
'Folketinget og regeringen er gået sammen om at give Dronningen en gave i form af en restaurering af Christian IX’s dessertbestik fra 1874-1878. Gaven er valgt i overensstemmelse med Dronningens eget ønske om at bevare en kulturhistorisk unik bestiksamling, så bestikket fortsat kan bruges ved de store begivenheder, f.eks. ved officielle middage og lignende, udtaler Henrik Dam Kristensen
Margrethe på tiggergang: Fik taffelstole for seks millioner