Folketinget skal flage for EU og FN igen

9. maj og 24. oktober skal der flages for henholdsvis EU og FN igen. Det har Folketingets Præsidium besluttet

EU-flaget skal fremover også vaje på Christiansborg én gang om året. Arkivfoto: Thomas Borberg
EU-flaget skal fremover også vaje på Christiansborg én gang om året. Arkivfoto: Thomas Borberg

Et flertal i Folketingets Præsidium har besluttet at flage for EU og FN igen på Christiansborg.

Det meddeler Folketinget på tingets hjemmeside.

Folketingets Præsidium har i forbindelse med et møde onsdag vedtaget ændringerne.

- I fremtiden vil der fra Folketingets hovedtrappe i Rigsdagsgården blive flaget med EU-flaget 9. maj og med FN-flaget på FN-dagen 24. oktober.

- Derudover bliver der også flaget på Nordens dag 23. marts ifølge en præsidiumbeslutning fra november 2017, lyder det i meddelelsen.

- Rent praktisk vil det være sådan, at der flages med Dannebrog på den ene flagstang og den overstatslige organisations flag på den anden, lyder det.

Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), er åben over for yderligere ændringer hen ad vejen.

- Samfundet ændrer sig i hurtig takt, og Folketinget skal følge med. Hvis der viser sig et stærkt ønske om, at vi markerer andre begivenheder ved at hejse andre flag, er jeg indstillet på at se på det, siger han til Folketingets hjemmeside.

I 2016 vedtog Folketingets Præsidium, der dengang havde Pia Kjærsgaard (DF) som formand, at det skulle være slut med at hejse flaget for EU, FN og på Nordens dag.

Beslutningen dengang ærgrede politiske veteraner som Mogens Lykketoft (S) og Bertel Haarder (V).

De stod som henholdsvis formand for og medlem af Folketingets Præsidium bag den udvidede flagning.

Præsidiet består af et medlem fra hver af de fem største partier i Folketinget.

Folketingets Præsidium vælges for et år ad gangen, og formanden bliver valgt af et flertal i Folketinget. Præsidiet beskæftiger sig med de indre forhold i Folketinget, det vil blandt andet sige at lede møderne i Folketingssalen.

1 af 2 Arkivfoto: Jens Dresling
2 af 2 EU-flaget skal fremover også vaje på Christiansborg én gang om året. Arkivfoto: Thomas Borberg
106 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere