Folketingsmedlem løj sig yngre: 'Det er da ligemeget'!

Dorthe Ullemose fra Dansk Folkeparti mener ikke, at det har nogen betydning, at hun lyver om sin alder

Dorthe Ullemose havde svært ved at huske, hvilken alder, hun havde opgivet om sig selv, da vi mødte hende på Christiansborgs gange torsdag. (Foto: Jonas Reher)

Dorthe Ullemose fra Dansk Folkeparti har under hele valgkampen sagt, at hun er 47 år gammel - men det er en direkte løgn. Folketingspolitikeren, der blev valgt ind for knap to uger siden er i virkeligheden 50. 

Ekstra Bladet fanger den nyvalgte DF'er på vej ind til sin første folketingssamling på Christianborg på denne solbeskinnede torsdag.

- Ej, hvor interessant. Har I ikke større historier at fortælle end det, siger Dorthe Ullemose.

- Ved I hvad, I kan se min alder på nettet, det kan enhver. Så jeg har ikke flere kommentarer til det.

- Men hvorfor lyver du om din alder?

- Eeeeej, jeg har da ingen kommentar til det. Det er da så latterligt altså. Om jeg er 48 eller 50, er det ikke ligemeget? I kan se min alder på nettet. Jeg har ikke flere kommentarer til det.

- Hvis det er ligemeget, så behøver du vel ikke at lyve?

- Jeg har ingen kommentar til det. Hav en rigtig god dag.

Ekstra Bladet ville gerne have stillet Dorthe Ullemose flere spørgsmål, men DF'eren ønskede ikke at uddybe yderligere, idet hun lagde røret på.

Se også: Folketingspolitiker løj om alder: Hun er ikke 47

Det var Fyns Amts Avis, der bragte oplysningerne her til morgen. Over for avisen siger Dorthe Ullemose, at hun løj for ikke at tiltrække sig opmærksomhed, da hun rundede det halve århundrede i efteråret.

-  Det med min alder er lidt ømfindtligt. Jeg er lidt forfængelig, men jeg ved også godt, at det er forkert af mig at lyve, og jeg beklager over for de mennesker, jeg har løjet for. Det er ikke i orden, og det kommer ikke til at gentage sig, siger hun.

Over for Fyns Amts Avis understreger hun, at hun ikke har løjet om andet.

På Dansk Folkepartis hjemmeside har hun skrevet 47 under punktet alder på sin personprofil. (Screenshot)
På Dansk Folkepartis hjemmeside har hun skrevet 47 under punktet alder på sin personprofil. (Screenshot)

Det er korrekt, at Dorthe Ullemose har angivet sin rigtige fødselsdato til Folketingets hjemmeside, men på sin personprofil på Dansk Folkepartis side, er hun stadig 47 - en alder hun altså havde for tre år siden.

Se også: Nyvalgt DF'er: Flygtninge lader sig drive som kvæg

169 kommentarer
Vis kommentarer