For stor til Ballerup: Mette F. flytter til Aalborg

S-formanden dropper Ballerup og går efter en større storkreds i Nordjylland, meddeler hun (opdateret med mail til Ballerupkredsen)

S-formand Mette Frederiksen håber, at hun kan trække flere stemmer til sit parti i den større nordjyske storkreds. Det meddeler hun til 'kammeraterne' i Ballerup. Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix
S-formand Mette Frederiksen håber, at hun kan trække flere stemmer til sit parti i den større nordjyske storkreds. Det meddeler hun til 'kammeraterne' i Ballerup. Foto: Mads Claus Rasmussen/ Ritzau Scanpix

Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, skifter opstillingskreds ved næste folketingsvalg. Efter knap 20 år som folketingskandidat i Ballerup vender hun 'hjem' til Aalborg og skifter dermed Københavns Vestegn ud med Nordjylland, hvor hun oprindeligt stammer fra.

Formålet er at trække flere stemmer til Socialdemokratiet ved næste valg.

Det oplyser hun på Facebook.

'Jeg vender hjem til Aalborg. Til Nordjylland ... Nu vil vi forsøge at gøre det socialdemokratiske mandat i Nordjylland endnu stærkere ... Og derfor ønsker jeg fremadrettet at være statsministerkandidat med udgangspunkt i det nordjyske,' skriver S-lederen på Facebook og uddyber beslutningen i en mail til sine partifæller i Ballerup:

'Tiden er nu til, at I skal finde en ny kandidat. Vi nærmer os folketingsvalget, og vi har i partiet besluttet, at jeg skal søge valg i en af de større storkredse. Jeg søger derfor valg i Nordjylland, hvor jeg håber at vende tilbage til min gamle kreds, Aalborg Øst. Jeg har aldrig lagt det nordjyske fra mig, og med en større storkreds tror jeg på, det vil styrke Socialdemokratiet, at jeg skrifter kreds, skriver hun i en intern mail til partifællerne. (artiklen fortsætter under billedet)

Ved sidste folketingsvalg var Venstres Søren Gade den store stemmesluger med 29.000 personlige stemmer. Han genopstiller ikke.

Med statsministerkandidat Mette Frederiksen i spidsen for Socialdemokratiet i Nordjylland håber partiet at gafle en del af de 'hjemløse' stemmer og øge opbakningen.

Mette Frederiksen blev første gang valgt til Folketinget i 2001 for Ballerupkredsen, hvor hun bor - og bliver boende - med sine to børn.

Større kreds med flere stemmer
Ved sidste folketingsvalg i 2015 fik hun 24.486 personlige stemmer - primært på Vestegnen - men der skal altså fremover pendles til Nordjylland.

Københavns Omegns Storkreds har cirka 362.000 vælgere og 11 kredsmandater, mens Nordjyllands Storkreds har cirka 433.500 vælgere og 15 kredsmandater (2015-tal).

S-formandens mail til partifællerne i Ballerup

Kære ven,

For snart 20 år siden blev jeg opstillet som jeres folketingskandidat i Ballerup-kredsen. Jeg var en ung kvinde i starten af 20’erne. Socialdemokrat med stort S. Engageret og måske knap så nuanceret som i dag.

Helle Degn sluttede som kandidat. Jeg blev opstillet. Dengang var jeg ny, ung, uerfaren og ukendt. I troede på mig.

I kørte mig rundt i de forskellige boligområder, så jeg lærte forskellen på Vængerne og Grantoften. Vi stemte dørklokker. Ringede på mere end 10.000 døre på det første år. Hanne og Erik smurte leverpostejmadder til mig i Måløv, og jeg gik i politikerlære hos vores daværende borgmester i Ballerup, Ove Dalsgaard. J

eg blev valgt til Folketinget i 2001. Kampagnen lykkedes. Efter kommunalreformen blev kredsen ændret, og jeg blev også Glostrups kandidat.

Vores samarbejde blev år for år tættere, og valg efter valg har vi sikret vores område stor indflydelse og en klar socialdemokratisk profil.

Jeg har været glad for vores samarbejde i alle årene. Jeg er taknemmelig over alle jer, der har knoklet både for mig og for partiet. Ordnet roser og smurt morgenmad, hængt plakater op og delt pjecer ud. Stået tidligt op og gået sent i seng. Stemt dørklokker og skrevet opdateringer. Fra de yngste i DSU til de ældste, der stædigt holder ved.

Jeg har nydt vores diskussioner. I har udfordret mig og holdt mig til ilden. Mest af alt holder jeg af jer og vores kammeratskab.

Men tiden er nu til, at I skal finde en ny kandidat. Vi nærmer os folketingsvalget, og vi har i partiet besluttet, at jeg skal søge valg i en af de større storkredse. Jeg søger derfor valg i Nordjylland, hvor jeg håber at vende tilbage til min gamle kreds, Aalborg Øst. Jeg har aldrig lagt det nordjyske fra mig, og med en større storkreds tror jeg på, det vil styrke Socialdemokratiet, at jeg skrifter kreds.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det er meget vemodigt. Jeg kommer til at savne jer og ved, at jeg skylder min kreds så uendeligt meget.

Tak for indsatsen. Bliv ved at kæmpe for det stærke Socialdemokrati i Ballerup, hvor Jesper er vores dygtige borgmester med en god gruppe i ryggen. I Glostrup gik vi frem ved valget i november, og vi var tæt på at hive borgmesterposten hjem. Fortsæt det gode arbejde; så skal det nok lykkes næste gang.

Ballerupkredsen er en fantastisk kreds. Fordi I er der. Tak venner.

Kærlig hilsen

Mette

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen