Det vil ramme ualmindeligt hårdt hos Ekstra Bladets valgfamilie i Næstved, hvis De Konservatives forslag om et kontanthjælpsloft bliver gennemført.
Sådan lyder den umiddelbare melding fra Maibritt Pedersen, som lige er stået op mandag morgen, da Ekstra Bladet får fat på hende over telefonen og præsenterer forslaget for hende.
- Hold da kæft mand. Så har vi minus 800 kroner at leve for, siger Maibritt Pedersen.
Den konservative formand Søren Pape Poulsen præsenterede sent søndag aften sit partis idé med et kontanhjælpsloft, hvor meningen er, at det skal gøres mere attraktivt at arbejde. Det betyder et loft over kontanthjælp, dagpenge, børnepenge og andre sociale ydelser.
Målet er, at der altid er mindst 3000 kroner forskel om måneden på at arbejde og være på kontanthjælp.
Kontanthjælpsfamilie: 2000 kroner er mange penge
Børn risikerer at blive fjernet
Konkret betyder forslaget, at en enlig kontanthjælpsmodtager med tre børn står til at miste knap 3000 kroner efter skat om måneden. Et ægtepar med et barn står til at miste knap 5000 kroner.
Og det er i omegnen af det beløb, at Maibritt Pedersen kommer til at miste sammen med sin mand Daniel Sørensen.
- Det vil betyde, at vores børn risikerer at blive fjernet af kommunen. Situationen vil blive helt umulig. Jeg kan ikke se, at jeg ville kunne skaffe et arbejde hurtigere af den grund, siger Daniel Sørensen.
Ifølge Maibritt Pedersen betyder Søren Pape Poulsens forslag, at hun nu er ved at have fundet ud af, hvad hun vil stemme på.
- En stemme på Løkke betyder jo også en stemme på Søren Pape, siger hun.
Det var alene Daniel Sørensen, som fulgte valgdebatten mellem Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen på tv søndag aften. Maibritt Pedersen har ligget syg de seneste par dage og har ikke haft energi til at følge med i valgkampen.
- Jeg synes, at Lars Løkke Rasmussen klarede valgdebatten i aftes bedst. Helle Thorning-Schmidt afbrød ham hele tiden. Men igen synes jeg ikke, at man blev meget klogere, for det var ikke så meget deres politik, der blev diskuteret. Det var igen mudderkastning, siger Daniel Sørensen.
Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at tjekke familiens økonomi fuldstændigt igennem.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.