Forhandlinger trækker ud: Lækager ødelægger Jensen-plan

Venstre må gå til landsmøde uden en finanslov i baglommen, lyder det fra forhandlingerne

Kristian Jensen i Finansministeriet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Kristian Jensen i Finansministeriet. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Finansloven for 2019 kommer først i hus engang efter Venstres landsmøde på lørdag og søndag.

Det fastslår en række kilder med indsigt i forhandlingsforløbet.

Dermed lider Kristian Jensens ambition om at kunne lade sig hylde som den store forligsmager foran partifællerne i Herning et knæk.

- Vi når det ikke før weekenden. Men det er vist også kun vigtigt oppe i Kristian Jensens hoved, konstaterer en topkilde i DF.

Lækagerne
Det er stadig slagsmålet om udlændingestramninger, som besværliggør forhandlingsforløbet.

Armlægningen forstyrres især af det forhold, at interne regeringsdokumenter ved flere lejligheder er blevet lækket til pressen.

- Det er bestemt ikke en optimal måde at forhandle på, lyder det fra en regeringskilde.

Konkret har Jyllands-Posten kunnet berette, hvordan kun 25 flygtninge ifølge regeringens beregning vil udskyde genforeningen med deres kære, hvis de får en månedlig bonus på 1.000 kroner om måneden, hvis de undlader at søge om familiesammenføring.

P1-programmet Slotsholmen har bragt andre interne dokumenter, som viser, at regeringen efter tysk forbillede vil forsøge at sætte et loft over antallet af årlige familiesammenføringer.

Samlet set handler udlændingedelen af finansloven om at sikre 'midlertidighed' i flygtningesager, som det lyder fra forhandlerne. Altså, at flygtninge rent faktisk forlader Danmark, når der er fred i hjemlandet.

De parter, som Ekstra Bladet har talt med, vurderer dog, at finansministeren undgår en gentagelse af det ydmygende forløb sidste år, hvor Anders Samuelsen først i januar indså, at han ikke kunne komme igennem med topskattelettelser.

Stammedans eller manglende plan
Der hersker i forhandlerkredsen imidlertid uenighed om, hvordan atmosfæren er omkring forhandlingsbordet.

Fra regeringspartierne lyder der generelt tilfredshed med, hvordan forhandlingerne skrider fremad.

- Vi har vel gang i den rituelle stammedans, lyder det.

Men i DF-lejren drømmer de sig stadig tilbage, til dengang Thor Pedersen og Claus Hjort Frederiksen styrede butikken.

- Vi kunne nok have været længere i forløbet på nuværende tidspunkt, hvis der var lagt en ordentlig køreplan. Men det er der så ikke, konstateres det.

Kristian Jensen har ikke ønsket at udtale sig om de igangværende finanslovsforhandlinger.

76 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere