Venstre-profil er 'chokeret' og 'dybt forundret' over forsvarsminister Trine Bramsens (S) prioriteringer, mens DF ser det som 'dybt pinligt'.
Det skyldes ministerens tur til Ærø søndag, mens situationen for danskere og lokalt ansatte i Afghanistan blev mere og mere katastrofal.
- Jeg er chokeret over, at hun har tid til at kigge på sæler og feste på Ærø, mens jorden brænder i Afghanistan. Og jeg er dybt forundret over, at hun har lyst i den tragiske situation, der udspiller sig, siger Venstres Jan E. Jørgensen, der er kulturordfører på Christiansborg.
Sælturen kom, efter at forsvarsministeren tog en tur til koncert fredag.
På Ærø besøgte forsvarsministeren Marstal Navigationsskole, og det blev også til en snak med de lokale fiskere om sæler.
Det kunne Ærøs socialdemokratiske borgmester, Ole Wej Petersen, oplyse på sin Facebook-profil.
Turen i sig selv er et problem ifølge Venstre, men promoveringen af den er også problematisk.
- At hun så ovenikøbet vælger at promovere sit svigt med selfies på sociale medier, vidner om en katastrofal mangel på situationsfornemmelse, siger Venstre-profilen.
Artiklen fortsætter efter videoen ...
'Dybt pinligt'
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, mener, at forsvarsministerens ageren er pinlig.
- Forsvarsministeren og den øvrige regering virkede mere optaget af at turnere rundt i sommerlandet og blev taget med bukserne nede, fuldstændig uforberedte på den worst case, der udfoldede sig i Afghanistan, hvilket er dybt pinligt!, siger Peter Skaarup.
DF mener, at regeringen var advaret af den danske efterretningstjeneste i forhold til muligheden for et hurtigt kollaps i Afghanistan. Derfor vil partiet have lavet en undersøgelse af forløbet.
- Den analyse ignorerede regeringen totalt, hvorfor vi i DF ønsker at få foretaget en undersøgelse af, hvorfor regeringen var handlingslammet, og hvor ansvaret kan placeres, siger Peter Skaarup.
Gensyn med travl minister
De lokale socialdemokrater på Ærø var desuden glade for det prominente besøg.
’Dejligt gensyn med en ellers meget travl forsvarsminister', lød det i et opslag fra Socialdemokratiet på Ærøs Facebook-profil.
Et opslag, der blev ledsaget af en række glade billeder med forsvarsministeren.
Trine Bramsen er opstillet i Fyns Storkreds, som netop Ærø er en del af.
I en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet forklarer Trine Bramsen, at 'hastigheden i udviklingen (i Afghanistan, red.) er kommet bag på alle'.
'Jeg kan bekræfte, at jeg har deltaget i alle møder og beslutninger hen over weekenden og ugerne op til', lyder det videre fra Trine Bramsen.
Under besøget drøftede Bramsen ’et tættere samarbejde, der begynder allerede fra næste uge', kan man læse af omtalen i Fyns Amts Avis.