Forsvarsministre på stribe skjulte sandheden om Blackwater

Både S og V må stå tilbage med røde ører. Der skulle gå ti år, før sandheden om samarbejdet med brutale amerikanske sikkerhedsvagter kom frem

Søren Gade har erkendt, at han ikke ruttede med sandheden (Foto: POLFOTO)
Søren Gade har erkendt, at han ikke ruttede med sandheden (Foto: POLFOTO)

Søren Gade (V), Gitte Lillelund Bech (V), Nick Hækkerup (S), Nicolai Wammen (S) og Carl Holst (V).

I årevis har skiftede regeringer og forsvarsministre undladt at kaste sandhedens lys over omfanget af Forsvarets samarbejde med det kontroversielle amerikanske private sikkerhedsfirma Blackwater.

Det står klart, efter forsvarsminister Peter Christensen er gået ud med en bemærkelsesværdig beklagelse i sagen. Samtidig fastslår han, at Forsvarets samarbejde med Blackwater startede allerede i 2005 og ikke i 2007, som hidtil oplyst. Han starter nu en nærmere undersøgelse af sagen.

V-minister erkender løgn om Danmarks brutale venner

Det store spørgsmål er nu, hvorfor skulle det tage så mange år at få sandheden frem?

Ruttede ikke med sandheden
Ekstra Baldet har givet alle fem forsvarsministre i perioden muligheden for at komme med deres forklaring. Men talelysten er nærmest ikke-eksisterende.

Én er bortrejst, én henviser til sin ordfører, én er på orlov,  og én svarer ikke sin telefon.

Gitte Lillelund Bech, der i dag er direktør i Danske Havne, svarer som den eneste. Men hun husker ikke detajler i sagen, og påpeger, at hun i dag er ude af politik.

Sagen om Blackwater strækker sig tilbage til 2006. Her afviste Søren Gade på spørgsmål fra SF og Enhedslisten, at det danske forsvar samarbejdede med private sikkerhedsfirmaer.

-  Der kan du godt sige, at vi ikke ligefrem ruttede med sandheden, erkendte Søren Gade i sommer, da Jyllands-Posten afslørede løgnen via dokumenter fra den nu nedlagte Irak Kommission.

Men også Nicolai Wammen har et forklaringsproblem. For i februar 2015 gav Forsvarsministeriet forkerte oplysninger til Folketingets forsvarsudvalg.

Det fremgår af orienteringen, som Peter Christensen gav onsdag til forsvarsudvalget. Nicolai Wammen oplyste fejlagtigt, at Blackwater-samarbejdet først startede i 2007.

Også vores ansvar
Socialdemokraternes forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen, erkender, at også hans partifæller har et ansvar for den manglende åbenhed.

- Derfor synes jeg, det er godt, at forsvarsministeren gør to ting. Dels sender han brevet over, hvor han siger, at Folketinget har fået ufuldstændige eller usande oplysninger. Og så beder han Forsvaret redegøre for det her. Det er første skridt til at finde ud af, hvad der er op og ned i den her sag.

- Uanset hvem, der sidder på posterne, så skal dét, som kommer over i Folketinget, være fyldestgørende og dækkende.

- Hvordan har du det med, at to partikolleger har siddet på oplysninger?

- Det er godt, at dem som står fadder til de oplysninger (Forsvaret, red.), man giver som minister; at vi får deres svar på, hvordan det her er gået til.

- Du skyder ansvaret videre til Forsvaret?

- Det gør jeg på den måde at forstå, at vi beder om baggrunden for de svar, man giver som minister. Så må vi se, hvad der kommer ud af det.

Ny forsvarsminister i fedtefadet: Forsker beskylder ministerium for løgn i Blackwater-sag

Sådan skjuler de Gades store møgsag  

Stolt
- Blackwater-sagen har kørt siden Søren Gade. Hvorfor borede I ikke i den i de tre et halvt år, I havde regeringsmagten?

- Jeg synes, det er godt, vi nu har fået at vide, at der er givet ikke-fyldestgørende svar. Måske oven i købet forkerte svar.

- Jeg synes, du svarer uden om.

- Nej, jeg svarer rigtigt, klart og præcist.

- Men du er enig i, at I må tage jeres del af ansvaret?

- Det må de skiftende regeringer i perioden.

Venstres Peter Juel Jensen forklarer, at han som ny forsvarsordfører ikke er nok inde i sagen.

Han er dog stolt over, at Peter Christensen nu forsøger at få sandheden frem.

En Blackwater-vagt bevogter en bil med Paul Bremer, USA’s første administrator i Irak (Foto: All Over)
En Blackwater-vagt bevogter en bil med Paul Bremer, USA’s første administrator i Irak (Foto: All Over)