Fortroligt notat: Pamper-formand fuld af løgn

Whistleblower mener, at tidligere a-kasse-formand bl.a. ignorerede ulovlige vinindkøb, da han bedyrede, at han havde rent mel i posen. Eksformanden afviser misinformation

Allan Luplau (tv) på besøg i kælderen hos den fyrede direktør i Akademikernes A-kasse, Michael Valentin. Privatfoto
Allan Luplau (tv) på besøg i kælderen hos den fyrede direktør i Akademikernes A-kasse, Michael Valentin. Privatfoto

Passér gaden.

Intet ulovligt her, sagde daværende formand for Akademikernes A-kasse Allan Luplau, da a-kassen havde lukket deres interne undersøgelser i kølvandet på fyringen af direktør Michael Valentin i september.

Ekstra Bladet kan dog afsløre, at mens formanden verfede offentligheden og tilsynsmyndigheden STAR væk, så var han advaret om, at direktøren havde gjort sig skyldig i potentielle lovovertrædelser.

Disse mulige ulovligheder gik blandt andet på kæmpe vinindkøb foretaget af Michael Valentin.

Det fremgår af et fortroligt notat, som whistlebloweren Lars Kreutzmann har udarbejdet. Han var manden, der fik a-kasse-skandalen til at rulle.

Notatet er navngivet ’Løgn overfor STAR’ og er sendt til tilsynsmyndigheden 10. december. Selv afviser eks-bestyrelsesformanden at have misinformeret myndighederne.

I notatet dokumenterer Kreutzmann flere af sine påstande gennem en række interne mails fra Akademikernes A-kasse. Mails, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Strafferetligt ansvar
Notatet omhandler en redegørelse, som Allan Luplau sendte til STAR 9. oktober. Denne redegørelse behandler fyringen af Michael Valentin i Akademikernes A-kasse.

Lars Kreutzmann har fået en advokat til at kigge nærmere på Luplaus oplysninger til tilsynsmyndigheden.

Advokaten vurderer, at der er ’strafferetsligt ansvar for at lyve over for en offentlig tilsynsmyndighed, når denne udbeder en redegørelse for forhold, der kan influere på virksomhedens drift’.

Af Luplaus redegørelse til STAR fremgår det, at a-kasse-ledelsen – efter at have lukket de interne undersøgelser af skandalesagen
– kunne konkludere:

’At der ikke er identificeret forhold, som er i strid med straffelovens bestemmelser.’

En sag for politiet
Men i god tid inden redegørelsen blev sendt til tilsynsmyndigheden, havde Lars Kreutzmann imidlertid gjort bestyrelsesformanden opmærksom på, at et massivt indkøb af vin foretaget af Michael Valentin burde føre til en politianmeldelse.

Det fremgår af whistleblowerens notat til STAR.

Lars Kreutzmann havde blandt andet orienteret Allan Luplau om, at vinindkøbet var steget med hele 300 procent, siden Michael Valentin var blevet direktør.

Eksempelvis blev der alene i 2016 købt vin for næsten 354.000 kroner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En mail som dokumenterer, at Lars Kreutzmann har givet Allan Luplau en fortrolig orientering om den voldsomme stigning vinindkøbet under Michael Valentins ledelse i Akademikernes A-kasse.
En mail som dokumenterer, at Lars Kreutzmann har givet Allan Luplau en fortrolig orientering om den voldsomme stigning vinindkøbet under Michael Valentins ledelse i Akademikernes A-kasse.
 

’Ekstremt bekymrende’
I det fortrolige notat lægger Lars Kreutzmann ikke skjul på, at han finder det ’ekstremt bekymrende, at den redegørelse, A-kassen sender til STAR, overhovedet ikke nævner vinindkøb’.

Efterfølgende har de voldsomme vinindkøb ført til, at a-kassen har meldt Michael Valentin til politiet for returkommission.

Vicedirektøren Kreutzmann er selv blevet fyret af bestyrelsen med netop Allan Luplau i spidsen.

I det fortrolige notat med navnet ’Løgn overfor Star’ udtrykker whistlebloweren Lars Kreutzmann en ekstrem bekymring for, at bestyrelsesformand Allan Luplau har talt imod sin viden i redegørelsen til tilsynsmyndigheden Star. Det kan ligefrem være strafbart, lyder det fra whistlebloweren.
I det fortrolige notat med navnet ’Løgn overfor Star’ udtrykker whistlebloweren Lars Kreutzmann en ekstrem bekymring for, at bestyrelsesformand Allan Luplau har talt imod sin viden i redegørelsen til tilsynsmyndigheden Star. Det kan ligefrem være strafbart, lyder det fra whistlebloweren.
 

Endnu en advarsel: ’Udtryk for ulovlige handlinger’

I det fortrolige notat til STAR påpeger whistlebloweren Lars Kreutzmann, at Allan Luplau også blev advaret om potentielle ulovligheder i en anden sag.

Som Ekstra Bladet har afsløret, betalte Akademikernes A-kasse 250.000 kroner til Borup Højskole
– uden at få noget for pengene. Bestyrelsesformanden for Borup Højskole er vel at mærke en god ven af Michael Valentin.

Ifølge notatet fik hele bestyrelsen og direktionen i a-kassen at vide, at dette kunne være strafbart, i god tid før Luplaus redegørelse blev sendt til STAR.

Samtidig påpeger whistlebloweren, at a-kassens egen advokat også har orienteret bestyrelsen om, at højskole-sagen ’godt kunne være udtryk for ulovlige handlinger’.

Ifølge Kreutzmann skete dette, omkring to uger før redegørelsen blev sendt til STAR.

STAR har iværksat – men ikke færdiggjort – en tilsynsundersøgelse om forholdene i Akademikernes A-kasse og om eventuel fejlinformation af myndigheden.

I en mail fra Allan Luplau til advokat Morten Langer lægger den daværende bestyrelsesformand ikke skjul på, at den mest kritiske sag i a-kassen omhandler Borup Højskole.
I en mail fra Allan Luplau til advokat Morten Langer lægger den daværende bestyrelsesformand ikke skjul på, at den mest kritiske sag i a-kassen omhandler Borup Højskole.
 

Eks-formand: Intet kendskab til ulovligheder

’Det (vil) ikke ville give nogen mening at aflevere en usand redegørelse. Jeg havde i forløbet slet ikke fantasi til at forestille mig, at nogen kunne finde på at disponere på den måde. Det er selvfølgelig ikke i orden!’

Sådan reagerer Allan Luplau i en mail til Ekstra Bladet på beskydningerne om løgn over for STAR.

I et skriftligt svar via en presserådgiver har Allan Luplau desuden slået fast, at han intet kendskab havde til ulovligheder, da Akademikernes A-kasse lukkede de interne undersøgelser og orienterede tilsynet.

’De forhold relateret til vin, der er blevet politianmeldt, blev kendt senere i undersøgelsesforløbet’, skriver Allan Luplau via presserådgiveren.

Intet strafbart
Bestyrelsesformanden havde kendskab til et internt notat, hvor det massive indkøb af vin står til at medføre store tab for a-kassen ved videresalg, da han skrev til tilsynsmyndigheden. Men det var ikke ulovligt, forklarer formanden.

’De forhold relateret til vin, som blev nævnt overfor bestyrelsen i slutningen af september måned 2018, er blevet undersøgt, og der er ikke fundet strafbare forhold i denne relation’, skriver Allan Luplau.

Det samme gør sig gældende i forhold til de 250.000 kroner, som den fyrede direktør Michael Valentin brugte til tom luft på Borups Højskole ifølge Allan Luplau. Flere advokater – heriblandt a-kassens egen advokat ifølge whistlebloweren – havde ellers vurderet det til at være en potentiel ulovlighed.

’Efter den undersøgelse, som advokat og revisor foretog forud for opsigelsen af Michael Valentin, stod det klart, at der ikke var noget, der viste noget strafbart i denne forbindelse’, skriver Allan Luplau.

Ifølge en whitsleblower var bestyrelsesformand i Akademikernes A-kasse, Allan Luplau, advaret om ulovligheder, før han bedyrede rent mel i posen over for statens tilsyn. Formanden selv afviser at have misinformeret. Pr foto
Ifølge en whitsleblower var bestyrelsesformand i Akademikernes A-kasse, Allan Luplau, advaret om ulovligheder, før han bedyrede rent mel i posen over for statens tilsyn. Formanden selv afviser at have misinformeret. Pr foto
 

’Klokkeklart en overskridelse’

Mens formanden for landet største a-kasse bedyrede rent mel i posen over for statens tilsyn, så var han også advaret om mindst én ’direkte overtrædelse’ af a-kassens egne vedtægter.

Det viser et internt, fortroligt notat udarbejdet af whistlebloweren Lars Kreutzmann.

Det fortrolige notat blev sendt til Allan Luplau, dagen før det skulle diskuteres på et bestyrelsesmøde 19. september.

Her nævnes blandt andet et sponsorat på 50.000 kroner til LøkkeFonden for at få Lars Løkke (V) på besøg i a-kassen. Det bemærkes, at der er tale om en ’direkte overtrædelse’ af a-kassens vedtægter.

Efter mødet skrev Allan Luplau en mail til advokat Morten Langer om støtten til LøkkeFonden. Her erkendte formanden selv, at støtten var i strid med a-kassens egne regler.

’LøkkeFonden er klokkeklart en overskridelse af Michaels mandat, så det skal du ikke bruge tid på, skrev Allan Luplau i en mail, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

På trods af advarsel og erkendelse i egen mail skrev Allan Luplau 20 dage senere til statens tilsynsmyndighed:’

Der (er) ikke identificeret forhold, som klart er i strid med formålsbestemmelserne i Akademikernes A-kasse’.

En mail fra Allan Luplau til a-kassens advokat viser, at der ikke var noget at rafle om for formanden i første omgang.
En mail fra Allan Luplau til a-kassens advokat viser, at der ikke var noget at rafle om for formanden i første omgang.
 

Informerede korrekt
I en mail til Ekstra Bladet fastholder Allan Luplau, at a-kassen informerede tilsynet korrekt med ’tilgængelige’ oplysninger og holdt dermed intet tilbage om mulige brud på vedtægterne.

Samtidig erklærer den tidligere bestyrelsesformand, at han har skiftet mening om donationen til LøkkeFonden i takt med, at a-kassen foretog sine egne undersøgelser af sagen.

’Da undersøgelserne var gennemført, var det klart, at billedet var mere nuanceret’, skriver bestyrelsesformanden, som ikke ønsker at oplyse, hvilke argumenter der fik ham til at skifte mening.

145 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere